Din gamle mobiltelefon kan få nyt liv
Når du køber en ny mobiltelefon, står du måske med resterne af den gamle i hånden! Når du afleverer din gamle mobil til genbrug sammen med alt mulig andet elektronikaffald, bliver den skilt ad og råstofferne (desværre ikke dem alle!!) smeltes om og genbruges til nye produkter - fx til en ny mobiltelefon.
Fakta om elektronikaffald
Danskernes indkøb af elektronik er øget fra 138.000 tons i 2013 til 255.000 tons i 2021, men mængden af indsamlet elektronikaffald er ikke fulgt med. Faktisk er procentdelen faldende og udgør i 2020 kun 54%, mod de 65% som EU har som krav. Det placerer Danmark i den laveste tredjedel af EU landene.
Gammel elektronik er guld værd
Elektronik indeholder værdifulde metaller og sjældne jordarter, som kan genanvendes i ny elektronik og grønne teknologier som vindmøller og elbiler. Et ton printplader indeholder godt 500 gram guld eller over 100 gange så meget som der findes i et ton guldmalm.