Moser

Der findes mange forskellige typer moser. De findes naturligt på arealer med en høj vandstand, og de er alle vådere end engene. Det er sammensætningen af planter og graden af fugtighed, der afgør, om et område er en mose og hvilken slags. I rørsumpen vokser der fx især tagrør. I skovsumpen og ellesumpen vokser der træer som pil, el, birk og ask. Højmoser får kun tilført vand, når det regner, og her vokser især tørvemosser og dværgbuske. Mange højmoser er helt forsvundet, fordi de har været brugt til udgravning af spagnum. Kærmoser og vældmoser får tilført vand med grundvandet.

Der er ofte små vandhuller i moserne, fordi der tidligere blev gravet efter tørv. I dag er tørvegravene blevet til små søer i moseområderne. Nogle steder græssede dyrene også i moserne og man høstede græsset, ligesom på engene - dog ikke på de fugtigste og mest næringsfattige område. Det var for besværligt og udbyttet for småt.

I moserne findes planter med vidt forskellige livsformer, så som urter, mosser, buske og træer. Der findes en del sjældne planter i moser, som er næringsfattige og/eller, hvor der findes kalk i undergrunden. Det er fx. forskellige orkideer, de kødædende planter soldug og vibefedt samt hjertegræs, vild hør med flere.

Foruden insekterne er der også stor sandsynlighed for at se padder og måske snoge, hvis foretrukne levested er søer og moser, som solen kan varme op, og som er omgivet af skov. 

Mosernes udfordringer

Moserne er meget sårbare over for næringsstoftilførsel, dræning og sænkning af vandstanden og tilgroning som følge af græsningsophør. Det vil udkonkurrere de planter, der normalt knytter sig til mosen og som foretrækker en fugtig bund og mindre næring. 

Næringsstofferne kan komme fra luften som følge af fordampning fra marker, eller med overfladevand fra de omkringliggende marker. Næringstilførslen vil favorisere kvælstofelskende plantearter (særligt græsser) og forringer konkurrencevilkårene for både dværgbuske og lavtvoksende, nøjsomme urter, halvgræsser og mosser. Ændret hydrologi som følge af vandindvinding og udtørring pga. lokale grøfter og dræn sænker vandstanden og reducerer grundvandstrykket, hvilket fører til en forøget tilgængelighed af næringsstoffer og en accelereret tilgroning. Skygningen fra høje planter på grund af ophørt græsning medfører, at en række levesteder for varme- og lyskrævende dyr og planter i rigkær og kildevæld forsvinder.