Fossile brændstoffer sætter turbo på væksten
Med industrialiseringen i 1800-tallet blev det pludseligt muligt at anvende maskiner i landbruget, og efter anden verdenskrig fik man også adgang til kunstgødning, sprøjtemidler og nye højtydende plante- og dyrearter. Det betød, at der kom en kraftig vækst i fødevareproduktion, befolkningstal og forbrug. "Motoren" i denne forvandling, var adgangen til fossile brændstoffer. I 1825 var jordens befolkning steget til 1 mia, og i løbet af de næste 100 år steg den til 2 mia. 

Befolkningstilvæksten eksploderer
Selvom vi dyrkede jorden, var vi indtil 1800-tallet afhængige af det udbytte, som jorden kunne levere ved menneskets kraft. I årene derefter fik vi maskiner til at hente råstoffer op af jorden, til at udføre det hårde arbejde, og måske som det væsentligste at producere kunstgødning, så udbyttet på landbrugsjorden kunne øges væsentligt. Det betød starten på en hel uset økonomisk vækst i de industrialiserede lande, men det betød også starten på en periode, hvor vi forbrugte flere ressourcer end kloden kunne nå at gendanne. I 1960 var befolkningstallet nået op på 3 mia. Siden da er det gået vanvittigt stærkt - der er ca kommet en ekstra mia til hvert 13. år. Det svarer til ekstra 200.000 mennesker hver dag, og i dag er vi over 8 mia mennesker på jorden. 

Vækst er blevet en del af vores tankegang

Perioden efter 2. Verdenskrig var præget af stor økonomisk vækst. Vækst var blevet normen - det var det, vi var vandt til - vi oplevede en verden i konstant økonomisk fremgang. De fleste mennesker i den rige del af verden opfatter derfor i dag økonomisk vækst som noget naturligt, og som noget positivt, vi gerne vil have. 

Væksten har betydet øget velstand, men velstanden er ikke ligeligt fordelt

Væksten har gjort, at levestandarden for mange mennesker er øget væsentlig, og at mange mennesker ikke behøver at bekymre sig om at have mad nok at spise. Stigningen i levestandarden har dog ikke været ligeligt fordelt på jorden. Der er i dag ca 1 mia mennesker, som fortsat lever i ekstrem fattigdom, og forskellene i gennemsnitsindkomsten mellem de rigeste og de fattigste lande er steget fra en faktor 3 til en faktor 60 i løbet af de sidste 500 år. Det betyder, at de rigeste lande i dag bruger 80% af verdens ressourcer, selvom de kun har 20% af verdens befolkning.

Vækst på en ny måde - fra sort til grøn
Vi ved godt, at vi ikke kan blive ved at med at trække over på klodens ressourcer, så derfor arbejder vi på at skabe vækst på en måde, hvor vi ikke samtidig overforbruger klodens ressourcer. Vi snakker om, at vi skal afkoble vækst og forbruget af ressourcer. 

Er der grænser for vækst?

Grøn vækst - Sort vækst - Greenwashing?
Den mest gængse opfattelse er fortsat, at vækst, hvis bare den gøres på en ordentlig måde, er forenelig med en grøn fremtid, og nogle vurderer, at omstillingen til en grøn fremtid højest behøver at koste 3% af vores BNP.

I de sidste 50 år har der dog været flere forskere, der har stillet spørgsmålstegn ved, om fortsat vækst er mulig på en planet med en begrænset mængde ressourcer. De påpeger, at mange af de projekter, der beskrives som Grøn vækst. ikke er andet end greenwashing af almindelig Sort vækst. Nogle forsker kalder det også greenwashing, når Danmark påstår at være et foregangsland for Grøn vækst. De begrunder det med, at den førte politik i Danmark ikke vil være i nærheden af at kunne levere resultater, der lever op til Parisaftalens målsætning om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader. 

Hvornår er noget grønt?

Hvilken metode skal anvendes: Produktionbaseret eller forbrugsbaseret klimaaftryk?

I EU og i FN anvendes den produktionsbaserede beregningsmetode, hvor et lands CO₂ udledning beregnes som den mængde CO₂, der udledes inden for landets grænser. Dog regnes udledning fra international flytransport og skibstransport ikke med, selv om firmaerne hører hjemme i det pågældende land, og de økonomiske resultater fra disse erhverv indgår i BNP-tallene. Når vi flyver til udlandet eller importerer varer fra Kina, påvirker det altså ikke Danmarks udledning. Et argument for at bruge denne metode er, at det er svært at påvirke, hvordan andre lande tilrettelægger deres produktion og dermed størrelsen af deres udledning.

I den forbrugsbaserede beregningsmetode medregnes udledning fra produktion og transport, fra alle de varer der forbruges i det pågældende land. Her korrigeres der altså for udledningen fra de varer, der importeres og eksporteres. I et rigt land land som Danmark importeres mange varer, og det forbrugsbaserede klimaaftryk er derfor højere end det produktionsbaserede (13 vs 7,5 t CO₂ / dansker / år). Den udledning, der stammer fra alle de fødevarer dansk landbrug eksporterer til udlandet, medregnes ved denne metode ikke i Danmarks udledning. Et argumentet for at bruge denne metode er, at det giver et mere retmæssigt udtryk for det klimaaftryk, danskernes levevis forårsager. Det er også nemmere at forstå for den enkelte borger, da alle ændringer i adfærd har betydning for klimaaftrykket.

En forsker har udtalt, at det danske samfund skulle begå "decideret selvmord for at komme i nærheden af, at blive betragtet som grønt", hvis man anvendte det forbrugsbaserede klimaaftryk i stedet for det produktionsbaserede. Det er måske også derfor, at det er politisk bestemt, at det ikke er den metode, vi skal anvende, selvom det ifølge andre forskere måske var mere rimeligt at gøre, da den, der bestiller og betaler for varen, også burde "betale" for den forurening, den forårsager.  

Det er politisk bestemt, at al biomasse skal tælles med som grøn energi, selv om forskere fortæller, at det ikke er tilfældet

Politisk bestemte afgrænsninger

Hvis udledningen fra international transport blev medregnet i Danmarks produktionsbaserede klimaaftryk, ville hver dansker udlede 13,7 t/CO₂/år, altså 84% mere end det officielle tal på 7,5 t/CO₂/år, og Danmark ville kun have reduceret udledningen af CO₂ med 3% i stedet for de 41%, vi er nået til i dag (2022). 

I 2023 var der initiativer i EU til at begrænse muligheden for at betragte flis og træpiller som en bæredygtig energikilde. Det skyldtes, at mange forskere havde påpeget, at det ikke gav mening at betragte andet end affaldstræ som en CO₂ neutral energikilde. Danmark var imod forslaget, og det endte med, at der ikke var politisk flertal for at foretage ændringen i opgørelsesmetoden. Hvis det var endt med, at EU havde besluttet, at begrænse hvilken type biomasse, der kunne betragtes som CO₂ neutral, skulle en del af de 20 mio tons CO₂, der kommer fra afbrændingen af træflis og træpiller i Danmark, medregnes i klimaregnskabet. Det ville i praksis have gjort det umuligt at nå en 70% reduktion i 2030, da vi så i dag (2022) kun havde nået at reducere med 18%.

Hvem må udlede hvor meget?

Forskere har lavet beregninger over, hvor mange tons CO₂ vi højest må udlede til atmosfæren, hvis vi skal nå målsætningen i Parisaftalen. Men hvem må foretage den udledning - hvordan skal den fordeles mellem verdens lande? Der er forskellige tilgange:

• Landene må udlede en vis procentdel af den udledning, de havde i 1990. 
• Landene må udlede i forhold til deres befolkningstal. 
• De fattige lande må udlede relativ mest, da de rige lande har opbrugt deres kvote. 

I det første scenarie vil de rige lande få adgang til den største andel af den tilbageværende udledning, men de vil også skulle foretage de største absolutte nedskæringer. Udviklingslandene vil blive begrænset i at få den velstandsfremgang, som de rige lande har fået fra deres brug af billige fossile brændstoffer.

I det andet og tredje scenarie vil de fattige udviklingslande ikke skulle ændre så meget i deres nuværende forbrug af fossile brændstoffer, og derfor have bedre muligheder for at skabe en øget velstand hos befolkningen. De rige lande vil i dette scenarie skulle skære meget voldsomt ned i deres udledninger.

I Parisaftalens kapitel 2.2 og 4 står der, at alle lande skal bidrage til reduktionen af drivhusgasser, men at der ud fra en retfærdighedsvinkel skal tages hensyn til de enkelte landes muligheder og kapacitet til at gennemføre reduktionerne. Det betyder, at der lægges op til, at det er de rige industrilande, der i første omgang skal gennemføre reduktionerne, og at udviklingslandene får lidt længere tid til deres omstilling. Parisaftalen berører altså problemstillingen, men siger ikke præcist, hvordan fordelingen skal foretages.

Små østater som Tuvalu riskerer at forsvinde i havet, hvis havstigningerne fortsætter.

I de rige lande investeres der store beløb i at få reduceret udledningen af CO₂. Her havvindmøller.

Kriterier for Grøn vækst

I EU beregnes udledningerne som en procentdel af, hvad vi udledte i 1990 - det år hvor udledningen var på sit højeste. Det samme er tilfældet i de andre rige lande. EU har her som mål at nå en reduktion på 55% inden 2030, de er igang med at vedtage en reduktion på 90% i 2040, og der er et mål om en reduktion på 100% inden 2050. Danmark har vedtaget endnu højere mål, med en reduktion på 50% i 2025, 70% i 2030 og en reduktion på 100% inden 2050 (måske strammes det til 2045). I Danmark er vi tæt på at have begrænset udledningen til 50% i 2025, og politikerne forventer, at vi også når målene for 2030 og 2050.

Kampen om støtten

På de årlige COP møder er der altid diskussioner og uenigheder mellem de rige- og de fattige lande omkring økonomisk støtte. De fattige lande henviser til, at det er de rige lande, der historisk har udledt næsten alt den overskuds CO₂, der er i atmosfæren, og derfor er skyld i klimaændringerne, samtidig med, at det er de fattige lande, der oplever de største negative konsekvenser af klimaændringerne. De rige lande argumenterer med, at de vil hjælpe de fattige lande med at springe den "fossile alder" over og gå direkte til et samfund, der anvender vedvarende energi. Denne omstilling kræver imidlertid mere økonomisk støtte, end de rige lande har været villige til at give. 

En utilstrækkelig støtte

Af Parisaftalen fremgår det, at de rige industrilande er blevet enige om, at de fra 2020 skal stille 100 mia. $ til rådighed for at bekæmpe klimaændringerne i de fattige udviklingslande. I 2021 nåede støtten kun op på 90 mia. $, og 68% af støtten var i form af lån - her står Danmark godt, da næsten 100% af Danmarks bidrag er givet som donationer.

Det er også et problem, at kun omkring 20% af støtten går til de aller fattigeste land, og at størsteparten af støtten går til at reducere den fremtidige CO₂ udledning, mens kun 25% går til at afhjælpe de akutte problemer, som klimaændringerne har medført. Interessen for at yde støtte til investeringer i nye grønne løsninger, fremfor at afhjælpe akutte klimaudfordringer, ligger måske i, at en stor del af støtten til investeringer i grønne løsninger kommer tilbage til firmaer i donerlandet.

I en rapport fra COP28 fremgår det, at udviklingslandene har brug for en årlig støtte på hele 2400 mia $/år for at stoppe CO₂ udledningen og tilpasse sig de klimaændringer, der allerede er sket. At nå dette tal kan se lidt sort ud, når de rige industrilande har haft mere en svært ved bare at finde 100 mia$/år.