Fra Middelalderen og frem til Oplysningstiden sad de privilegerede klasser tungt på rettighederne til ferskvandsfiskeriet. Laksefisk, ål, gedder, aborrer, krebs m.fl. var en essentiel del af kosten både ved hoffet, på herregårdene, i klostrene, i præstegårdene og hos velstående borgere. Det naturligt forekommende fiskeri blev suppleret med fiskeparker (udgravede damme og voldgrave), hvor der gik særligt eftertragtede fisk såsom karper.

I Vejle Ådal var fiskerettighederne delt mellem kongens lensmand på Koldinghus, Vejle Købstad, købstadens mest velstående borgere, Vejle Sortebrødrekloster, samt lokale mølle- og godsejere. Da Sortebrødreklosteret lukkede, overgik fiskeretten til sognepræsten.

Vejle Købstad var igennem århundreder berømt viden om for sine Vejle-ørreder (”Vejle-Ørter”). Det vides ikke, om det kun drejede sig om hav- og bækørreder, eller om Vejle Å også havde en laksebestand i gamle dage. Men kostbare var de. I 1520 kostede to af de eftertragtede Vejle-ørreder omtrent det samme som en ko. Kongens tene ved Brohøl ved Sønderbro var det mest lukrative lokale fiskeri, for det var den første forhindring, som de vandrende laksefisk skulle passere på deres tur opstrøms. Tenen blev i 1500-tallet flyttet til Rosborg. Derudover kendes godt et dusin fiskegårde i købstadens åer inkl. Højen Bæk samt i Grejs Å og Vejle Å ud til Vingsted Mølle. Kongens tene var den største og dyreste fiskefælde. Den kunne afspærre hele den dengang noget bredere Sønderå, så ingen laksefisk kunne undslippe tremmekasserne, undtagen når regnvejr fik åen til at gå over sine bredder. De noget mindre kostbare fiskegårde ved Haraldskær Gods og Vingsted Mølle sørgede for, at ingen havørred slap helt op til Ravning, og da slet ikke helt op til Engelsholm Sø.  

Almuen fandt sig ikke altid stiltiende i at blive holdt udenfor ferskvandsfiskeriet. Der er bevaret flere domme fra hele landet, hvor de privilegerede klasser klagede deres nød til domstolene over, at bønder og andre uprivilegerede dristede sig til at fiske i åerne, søerne, moserne og bækkene. Vejle Fiskerlav – landets ældst kendte saltvandsfiskerlav – brød adskillige gange forbuddet mod at fiske ved Sønderåens udmunding i Vejle Fjord efter de vandrende laksefisk. Derudover kendes to retssager fra henholdsvis 1532 og 1609, hvor godsejeren til Haraldskær klagede over, at selvejerbønder med jord ned til Vejle Å og grænsende op til godsets jorder vovede at opføre fiskegårde. Danske Lov (1683) gav alle lodsejere uanset stand rettighed til ferskvandsfiskeriet, men først med Oplysningstidens reformer fik almuen reelt adgang til ferskvandsfiskeriet. Lerbæk Gods havde på et tidspunkt købt rettighederne til kongens tene ved Rosborg. I 1798 videresolgte godsejeren tenen til fire fjordfiskere, som dermed overtog det vigtigste fiskeri i Vejle Ådal. På dette tidspunkt var havørredbestanden i Sønderåen imidlertid på et lavpunkt, og flere fiskegårde i ådalen var lukket.

En koldingensisk fiskeeksportør og dennes søster blev de sidste ejere af tenen ved Rosborg. I 1942 måtte de sælge deres jord og tenen i forbindelse med det store statsstøttede inddignings- og opdyrkelsesprojekt af Kongens Kær. Herefter blev der kun drevet erhvervsfiskeri ved Engelsholm Sø og Haraldskær Fabrik.

August Villads Bech (1879-1953) var søn af kammerherre, hofjægermester og ejer af Engelsholm Gods, Carl Adolph Rothe Bech. Han ejede selv en kort overgang i 1920’erne godset og Gødding Mølle. Da han i 1944 beskrev sin lykkelige opvækst på godset i en artikel i »Jul i Vejle«, kom han også ind på fiskeriet i den idylliske Engelsholm Sø:     

”Engelsholms temmelig isolerede Beliggenhed medførte, saaledes som det ofte er Tilfældet for Landbørn, at vi kun havde faa Omgangsvenner, men det gjorde intet Skaar i vor Tilværelse. Der var nok, mere end nok, til at fylde vor Tid. Hvor mangen tidlig Foraarsmorgen er vi Drenge ikke roet ud paa Engelsholm Sø med vor prægtige Fisker, Hans Rasmussen, for at røgte Geddegarnene, spændt til det yderste paa, hvorledes Fangsten vilde falde ud. Eller det gjaldt i de sene lyse Sommeraftener Udlægningen af Aalelinerne over det spejlblanke, næsten perlemorsskinnende Vand. Det var Eventyr, vi oplevede paa den Sø, i hvis Bølger Far lærte os de første Svømmetag, og ved hvis Bred i Udkanten af Haven vi med mægtig Indsats af Tid og Kræfter selv byggede vor Baadehavn med nedrammet Bolværk og Bro over et mindre Vandløb fra Havens Damme. Det gav mange Vabler at faa denne »Havn« i Orden, men hvor var vi stolte, da vi viste Far vort Værk.”

I 1952 blev der indrettet højskole på Engelsholm Gods, mens ejerskabet af søen og søbredden for formentlig første gang siden godsets grundlæggelse slap godsejeren af hænde og overgik til Skovvæsenet. En mand ved navn Åmand lejede nu fiskeretten for at drive erhvervsfiskeri. Ud over skidtfisk som brasen og skaller kunne han fange gedder og ål i søen. I 1954 fik Skovvæsenet Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser til at udvikle en driftsplan for søen, der nu var stærkt plaget af skidtfisk og alger om sommeren. Det må have været svært at få en forretning ud af erhvervsfiskeriet, og det ophørte da også efter kort tid.

Ørredspringet ved Haraldskær Fabrik blev det sidste lokale ferskvandserhvervsfiskeri. Vejle Sportsfiskerforening havde bidraget bl.a. økonomisk til tenens nedlæggelse, og i 1965 fik de neutraliseret ørredspringet ved Haraldskær Fabrik. Da der tretten år i forvejen var blevet opført en fisketrappe ved Vingsted, betød dette, at havørrederne nu for første gang i adskillige århundreder frit kunne vandre helt op til Randbøldal.

Danmark fik i 1858 sin første klækkeanstalt ved Randers. 22 år senere anlagde lokale kræfter de to første udrugningsanstalter for ørreder i henholdsvis gartner Jensens have ved Kochens Kilde v. Kolding Landevej og på Fårupgårds jorder. Der var tale om primitive anstalter, som næppe realiserede målsætningen om at udklække og udsætte 75 % af de strøgne bækørredæg.

Åerne, bækkene og kildevældene i Vejle og Egtved Ådal var som skabt til anlæggelse af dambrug og klækkeanstalter. Der kom dog først for alvor gang i dambrugsdriften omkring århundredskiftet, efter at gårdejer Hans Peter Smidt Nissen (1853-1923) med vejledning fra den fiskerikyndige adjunkt Arthur Feddersen havde anlagt landets første moderne dambrug ved Hvilestedgård ved Kolding. H.P. Smidt Nissen anvendte i begyndelsen kogte okselunger, svinelunger og milte som fiskefoder, indtil han gik over til småfisk. Han eksperimenterede også med udklækning af ørredæg. Udklækningen fandt sted i trætrug, som blev lagt ned i et lille vandløb. Senere byggede han et udklækningshus i haven. H.P. Smidt Nissen og hans slægtninge (Nissen Jøker’ne) var rådgivere ved anlæggelsen af flere ved håndkraft udgravede dambrug i Vejle og Egtved Ådal. Det var nemt at opnå tilladelse til at anlægge dambrug i de to naturskønne, befolkningsfattige ådale. Nissen Jøker’ne anlagde også selv dambrug her.   

I 1906 lå der otte-ti store dambrug i Vejle-egnen. Vejle Kildevæld ved Førstballe i Nørup sogn var med sine 50 damme og egen klækkeanstalt det største. Man opdrættede primært bæk- og regnbueørreder, men der blev også eksperimenteret med opdræt af suder og karper. Med over 30 dambrug var Vejle Amt på dette tidspunkt det amt herhjemme med flest dambrug. De lokale dambrugere var visionære indenfor bl.a. eksport til udlandet. De dannede lokale eksportforeninger og eksperimenterede med nye transportmetoder af de levende ørreder. Eksporten til Tyskland foregik med jernbane.

Under 1. Verdenskrig gik produktionen helt i stå, fordi det var umuligt at skaffe foder til fiskene, mens eksporten til Tyskland ophørte. Først i løbet af 1930’erne kom der igen gang i eksporten bl.a. takket være nye aftagerlande. Flere nye dambrug blev anlagt, inden 2. Verdenskrig igen varslede krise. Den blev dog delvis afbødet af, at Tyskland importerede danske ørreder lige til slutningen af krigen.

Efter krigen kom der hurtigt gang i eksporten igen bl.a. takket være, at det lykkedes danske ørredproducenter at komme ind på det amerikanske marked. Det danske dambrugserhverv oplevede i 1950’erne og 1960’erne sin gyldne æra, selvom det også var i denne periode, at den frygtede virus, ”Egtved-sygen”, blev opdaget blandt danske regnbueørreder. Virussen bar dette navn, fordi den første gang var blevet konstateret i et af de over 20 dambrug i omegnen af Egtved. 111 nye dambrug blev oprettet i Vejle Amt i løbet af de to årtier.  

Bekymrede biologer, lystfiskere og naturelskere havde i mange årtier talt for døve ører i deres kritik af behandlingen af de danske vandløb. De blev opstemmede, udrettede og behandlet som åbne kloakker for byerne, fabrikkerne, dambrugene og landbrugets spildevand. Først i 1971 begyndte de folkevalgte politikere at leve op til deres ansvar overfor samtiden og eftertiden og dannede et Miljøministerium. Miljøloven af 1973 stemplede dambrugene som særligt forurenende virksomheder, og der blev stillet en masse skrappe miljøkrav, foderkrav m.m. til dambrugene. Vandforsyningsloven af 1980 gjorde sit til at gøre dambrugserhvervet til en risikabel branche at arbejde i, da de eksisterende vandindvindingsrettigheder for dambrug blev ændret fra at være uden tidsbegrænsning til højest af vare 10 år.

Måling efter måling i 1980’erne viste, at dambrugene i Vejle Amt belastede vandmiljøet alvorligt. Amtets Miljøudvalg var nødt til at reagere, og der blev nu indført streng kontrol. Dambrugene var tvunget til at spendere formuer på nye foderautomater med fiskemel, slambassiner, bundfældningsbassiner m.m. Mange mistede lysten eller var tvunget af økonomiske årsager til at forlade branchen. Det var ikke kun de skrappe miljøkrav, der pressede dambrugerne. Mange ældre dambrug var så utidssvarende, at en total omlægning var nødvendig. I perioden 1980-99 blev der nedlagt 58 dambrug i Vejle Amt. I Vejle og Egtved Ådal er der derfor i dag blevet væsentlig længere mellem dambrugene. I Vejle Ådal er der i 2016 seksten dambrug tilbage, mens der i Egtved Ådal er seks. Flere af de nedlagte dambrug er blevet omdannet til søer, undertiden som lystfiskersøer, enkelte er blevet bevaret for deres særlige kulturhistoriske værdi, mens resten er blevet tilkastet.

Lystfiskeriets folkelige gennembrud indtraf i begyndelsen af 1800-tallet i England og nåede i løbet af århundredet til Danmark. Essentielle forudsætninger for gennembruddet var, at menigmand fik frihed og overskud til at bekymre sig om andet end dagens dont, samt at de privilegerede klasser mistede monopolet på ferskvandsfiskeriet. Alle og enhver, der kunne opnå tilladelse hos lodsejeren, kunne nu fiske i de danske vandløb, moser og søer.

Et utal af mere eller mindre etiske fiskemetoder blev nu praktiseret i de ferske vande ved hjælp af et utal af forskellige fiskeredskaber. Det var f.eks. ikke ualmindeligt at skyde til måls efter fiskene med geværer; at stille sig ud i små bække og fange ørreder med de bare næver; at forgifte vandløb med sprit for at bedøve fiskene; at trække vod i små vandhuller osv. En af de mere dramatiske fiskefangster fandt sted i sommeren 1910 i Vejle Å ved Skibet og Haraldskær Gods. En 193,5 cm lang stør blev gennem flere dage jagtet af den kommende arving til Haraldskær Gods, Oluf Hjalmarsen de Bang, to af jernstøberiejer C.M. Hess’ sønner, mølleren på Kvak Mølle og den 8-årige hyrdedreng Peter Knudsen. Mægtige stører var dengang ikke et særsyn i større danske åer, og der kendes en håndfuld andre fund fra Vejle Fjord og Vejle Å. De op til 2,5 m lange fisk var et meget attraktivt bytte pga. det velsmagende kød og hunnernes værdifulde kaviar. Geværkugler prellede af på ”havuhyrets” savtaklignende rygskjolde under jagten i Vejle Å. Den hårdtjagede stør løb ifølge den mundtlige overlevering til sidst selv på grund, mens en samtidig avisartikel hævdede, at den blev harpuneret. Hyrdedrengen Peter Knudsen blev senere sportsfisker, og han sørgede for at holde liv i historien om størfangsten, så den i anden halvdel af århundredet blev genstand for en bog, omtalt i en historisk roman samt i flere trykte og digitale artikler. 

Da størjagten fandt sted, var det gået op for flere lodsejere i Vejle og Egtved Ådal, at velstående lyst- og sportsfiskere var villige til at betale en fornuftig leje for at få lov til at fiske med stang og line. De fiskede primært med orm som madding, men enkelte praktiserede også fluefiskeri. Det var bestemt ikke gyldne tider for fiskeriet. Den årlige fangst ved tenen og ørredspringet ved Haraldskær Mølle lå på nogle få hundrede havørreder, til gengæld blev der jævnligt udsat tusindvis af ørredyngel af dambrugere og salt- og ferskvandserhvervsfiskerne. Det hændte også, at ørreder undslap fra dambrugene. Menneskeskabt forurening var imidlertid en alvorlig trussel mod fiskebestandene. Vejle havde i løbet af 1800-tallet vokset sig til en driftig industriby, der producerede en enorm mængde spildevand. Først i 1943 fik Vejle et ikke videre effektivt rensningsanlæg. Dertil kom forureningen fra virksomhederne, landbruget og dambrugene langs den flere steder udrettede Vejle Å og dens mange tilløb. Menigmand ænsede dog ikke forureningen, og badning i åen var en yndet fritidsbeskæftigelse for ungdommen. Det har sikkert ikke altid været lige sundt at spise fiskene fra åen. Der blev dog aldrig advaret mod det. Heller ikke når aviserne bragte historier såsom denne:

”Mærkværdig Fiskefangst. Folk, der forleden Aften ved Ellevetiden passerede Dæmningen i Vejle Aa, saae Ifølge »Vejle Amts Avis« en Mængde halvt bedøvede Ørreder i Aaen og fik travlt med at fange Fiskene. En Enkelt fangede op imod en Snes Fisk, hvoraf flere paa op imod 3-4 Pund.” (Jyllands-Posten 27.08.1915)

Den 9. december 1912 blev der vedtaget et hårdt tiltrængt regulativ for fiskeriet i Vejle Å. Desværre var regulativet slet ikke tilstrækkeligt restriktivt, hverken når det gjaldt fredningsbæltet ved åmundingen i Vejle Fjord eller erhvervsfiskernes rovfiskeri. Det skyldtes, at bagmændene bag regulativet var selve udøverne af rovfiskeriet: garnfiskende lodsejere samt ejerne af tenen ved Rosborg og ørredspringet ved Haraldskær Mølle. Regulativet havde heller ingen indflydelse på forureningen af åen.

Det følgende år fik J.M. Jensen og andre beboere på Gammel Havn afslag fra Vejle Byråd på deres anmodning om tilladelse til fiskeri med ”Kroge eller Snøre” i Sønderåen. Afslaget skyldtes, at teneejeren havde sikret sig monopol på fiskeriet fra Rosborg til åens udløb i fjorden. Umiddelbart vest for Rosborg kunne man derimod købe adgangskort til lystfiskeri i Vejle Å hos de lodsejere, der ønskede at leje fiskeretten ud. Lodsejerne var inddelt i bestyrelser. Hver bestyrelse havde ansvar for bl.a. at skære og fjerne grøde, så landmændene aldrig havde besvær med at afvande engene, og fabrikkerne fuldt ud kunne udnytte vandkraften. Der blev også organiseret digelav. Formanden for bestyrelsen for Vejle Å fra Randbøl Fabrik til Tørskind Bro blev i 1920 ved Landsretten i Viborg idømt en bøde på 608,93 kr., fordi bestyrelsen ikke havde opsamlet afskåren grøde i 1919. Den afskårne grøde var flydt ned til Vingsted Mølle, hvor det havde ophobet sig til ulejlighed for fabrikken. Lystfiskeri spillede kun en ubetydelig sekundær rolle i forhold til åernes hovedformål. For lodsejerne var der dog en velkommen økonomisk gevinst at hente på salg af adgangskort til lyst- og sportsfiskere. Fiskeribetjente blev ansat til at patruljere langs åbredderne for at sikre, at kun adgangskortindløsere var ude med snøren.

Efter opfordring fra den legendariske Skjern Å-fluefiskerpioner, skomagermester Hans Bache (f. ca. 1883), mødte 60-70 sportsfiskere op til et møde i Kolding i februar 1926 for at diskutere dannelsen af en dansk sportsfiskerforening. På Sjælland fandtes en stor forening, men flere jyske og fynske åer havde ikke engang lokale sportsfiskerforeninger.  Den vejlensiske overlæge, Ejgil Alexis Hallas (1882-1961), var blandt deltagerne. Kort efter var han med til at stifte Vejle Lystfiskerforening (fra 1938 Vejle Sportsfiskerforening) og hovedforeningen Dansk Sportsfiskerforening. Med årene fik Vejle Sportsfiskerforening selskab ved Vejle Å af Lihmskov Lystfiskerforening (stiftet 1941, fra 1964 Lihmskov-Bindeballe Lystfiskerforening), Randbøl-Nørup Fiskeriforening (stiftet 1941, fra slutningen af 1940’erne Nørup-Randbøl Sportsfiskerforening), Egtved og Omegns Sportsfiskerforening (stiftet 1954) samt flere lukkede foreninger. I mange år var de fire åbne foreninger selv meget eksklusive foreninger, hvor kun et begrænset antal af købstaden og landsbyernes finere borgere blev optaget. Efter besættelsen voksede deres medlemstal, og Vejle Sportsfiskerforening blev en af amtets største foreninger. 

I sommeren 1946 gæstede en af verdens bedste sportsfiskere Vejle Å. Johnny Hainslow var indehaver af East Anglian Cup, den højeste udmærkelse for en sportsfisker i sportsfiskeriets moderland England. Han havde vundet pokalen for en laks på 16 kilo. Selvom den af sportsfiskerne så forhadte tene ved Rosborg var blevet nedlagt i 1942, var der stadig et bjerg at bestige, inden Vejle Å kunne beskrives som et lystfiskerparadis med en selvreproducerende ørredbestand. Hainslow gæstede da også først og fremmest åen, fordi han have opbygget en tilknytning til Vejle, efter han i 1945 havde været blandt general Bernard Law Montgomerys (1887–1976) tropper til at befri Danmark. Det lykkedes imidlertid den garvede sportsfisker ”adskillige gange at kunne »hente« Fisk, hvor man ellers ikke troede det muligt, endog et Par store og smukke Eksemplarer…”

Vejle Sportsfiskerforening, Lihmskov-Bindeballe Lystfiskerforening, Nørup-Randbøl Sportsfiskerforening og Egtved og Omegns Sportsfiskerforening ydede en kæmpe indsats for at genskabe en selvreproducerende ørredbestand i en ren, genslynget, stemmeværksfri Vejle Å. Det var et projekt, som ingen af de stiftende medlemmer skulle opleve at se realiseret.

I Jens Jørgen Lunds (1905-95) fangststatistik på Vejle Stadsarkiv kan man få et indblik i fiskebestandene i Vejle Å 1966-85. Allerede som 16-årig var Lund begyndt at købe dagskort af lodsejerne ved Vejle Å. Efter at have uddannet sig til skovfoged, efter læretid ved bl.a. Ledreborg Skovdistrikt, vendte han tilbage og blev ansat som rottebekæmper i Vejle og omegn. Han elskede et aktivt fritidsliv i naturen, og derfor meldte han sig bl.a. ind i Vejle og Omegns Jagtforening, Vejle Sportsfiskerforening og iagttog fugle sammen med hustruen, jordemoder Edith Lund. Han fiskede meget ofte i Vejle Å fra Sønderkær til Tenen ved Rosborg og undtagelsesvis i Vejle Sportsfiskerforenings fiskevande i Grene og Rohden Å. I hans fangststatistik har han noteret dato, art, antal, vægt, længde og mindre konsekvent vejret samt fiskemetoden. Han var primært agnfisker (orm, sild, en enkelt gang er nævnt en 8-10 cm agnørred), men han anvendte også af og til spinner. Det hændte, at han fiskede selv i stormvejr, tordenvejr og 30 graders varme. Fra 1966 til 1985 fangede han intet mindre end 3.326 forskellige fisk over de samtidige mindstemål. På gode dage kunne han fange op til ni lovlige fisk, og rekordåret bød på hele 412 fisk. Blandt de 3.326 fisk, som han tog med hjem, var der 53 ål, 53 skrubber, tre skaller, to brasen, to aborrer, en gedde og blot 27 havørreder, mens resten var regnbue- og bækørreder. Mange af Lunds skrubber målte pæne 28 cm i længden, hvilket er noget længere, end de skrubber man i 2016 fortsat kan fange i åen helt op til Skibet. Flere år fangede han ikke en eneste havørred, og det kan tælles på en hånd, hvor mange af dem han fangede, der målte over 40 cm. Regnbue- og bækørrederne var også langt overvejende eksemplarer, der kun lige holdt mindstemålet. Arts- og størrelsessammensætningen afspejlede tydeligt, at Vejle Å’s fiskebestande var stærkt præget af hyppige udsætninger og udslip af regnbue- og bækørreder.  

I maj 1990 gæstede den amerikanske journalist, rejsebogsforfatter og passionerede fluefisker, Norm Ziegler, Vejle Ådal. Han er i dag indehaver af Norm Zeigler’s Fly Shop, Sanibel Island, Florida, og har beskrevet sin betagelse af den smukke Vejle Ådal og dens rige fiskeri i bogen: Rivers of Shadow, Rivers of Sun (2004). Uanset hvilken flue han fiskede med ved Vingsted, var der bid hver gang. De fire sportsfiskerforeninger havde sammen med Vejle Amt og Naturstyrelsen æren for, at Vejle Å atter var ved at blive et attraktivt sted for laksefisk. Sportsfiskerforeningerne havde bl.a. været med til at få etableret fisketrapper og stryg; udsætte tusindvis af ørreder og laks fra dambrug og Vejle Sportsfiskerforenings eget klækkeri i Høllund; taget initiativ til og deltaget i naturgenopretningsprojekter; samt bekæmpet det skadelige rovfiskeri og forurening.

Ni år efter Zieglers besøg bekræftede en genanalyse, at bestanden af ørreder i Vejle Å bestod af vildfisk. I 2009 var vildørredbestanden blevet selvreproducerende, og for første gang i over 100 år indstillede man udsætninger af ørreder og ørredyngel i Vejle Å. Sportsfiskerne kan i dag fange over 1.000 ørreder om året, uden at det går ud over vildfiskebestanden.

 

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"