Plantevæksten i ådalens bund er påfaldende mere frodig end på dalens skråninger. Det skyldtes naturligvis, at dalbundens planter aldrig manglede vand, men også at oversvømmelserne bragte næringsrigt vand og mudder fra åen ud over dalbunden. På denne måde fik engene langs åen et tilskud af nitrat og fosfat, der var udvasket fra arealer i åens øvre løb. Manglen på næringssalte var en afgørende begrænsning i ældre tiders landbrug. Udnyttelsen af de frodige enge var en vigtig del af landbruget. ”Eng er agers moder”, sagde man tidligere.

Det foregik ved, at al vegetation af træer og buske blev fjernet fra dalbunden, så græs og urter kunne brede sig. Den frodige lave vegetation blev høstet til hø i sensommeren, så der var foder nok til kreaturer og heste i den lange vinter. Derefter fik kvier og stude lov til at æde løs af engenes overflod, indtil kulden stoppede græssets vækst i oktober eller november. Køer og heste stod på stald det meste af vinterhalvåret, og al deres møg og i nyere tid deres ajle blev opsamlet og kørt ud på markerne om foråret. På denne måde blev åens næringssalte ført gennem engene, husdyrene og møddingen til markerne, hvor man så kunne dyrke korn til mennesker og svin, der også gav et bidrag til møddingens gødningskraft. Det var vigtigt i en tid uden kunstgødning.

Engene måtte ikke være for fugtige, når græsset skulle høstes med le, tørres, stakkes og køres hjem til gården. Kreaturerne kan heller ikke tåle at gå i våde enge hele tiden. Mange engplanter tåler i vækstsæsonen ikke iltfri forhold i jorden ved konstant vandmætning. Derfor har man mange steder langt tilbage i tiden reguleret vandstanden i engene ved hjælp af overfladiske afvandingsgrøfter. Selv meget våde områder som star-enge blev dog også tidligere slået med le og høstet til hø.

De store oversvømmelser nåede ikke de højere dele af dalbunden, og derfor voksede græsset markant ringere her. Denne iagttagelse førte frem til, at Hedeselskabet 1872-73 anlagde 23 km engvandingskanaler til overrisling af den tørre dalbund i den øvre del af Vejle Ådal fra Randbøldal til Vingsted. Dertil kom to kilometer kanaler mellem Gødding Mølle og Randbøldal. Anlægget var grundigt forberedt med aftaler, nivellering, opmåling og projektering 1869-71, og E. M. Dalgas var selv dybt engageret i processen.

Engvandingen foregik ved, at man ledte vandet bort fra Vejle Å gennem kilometer-lange kanaler med lidt mindre fald end i åen. Gradvist blev afstanden mellem åen og kanalen større, og afstanden kom typisk op på 100 meter eller mere. Vandet blev tvunget ind i kanalen vha. en opstemning i åen. Vandet i engvandingskanalen blev ledt fra kanalen ned over dalbunden gennem et kunstfærdigt net af ”rislerender”, der også skulle dræne engen. På den måde blev græsset tilført vand, næringsstoffer og lidt lunhed i foråret. Engenes græs mistede betydning i landbruget, da høet først i 1900-tallet gradvist blev fortrængt af roer som vinterfoder til kreaturerne og korn til hestene. Dermed svandt interessen for de arbejdstunge engvandingssystemer og høhøsten med le og rive. Rundt langs dalsiderne kan man stadig finde mange tydelige rester af de gamle hovedkanaler.

Åen fik tilbagevendende en grundig oprensning, der oversteg, hvad der var aflejret af sand siden sidst. Sandet fra åbunden endte oppe på åbrinkerne. Med tiden kom åen til at løbe i et stadig dybere leje, og det blev muligt at afvande engene med drænrør. Herefter blev en del af de tidligere enge dyrket som almindelige marker, men overfladen sank med ½-1 cm årligt, indtil de gamle enge blev for fugtige til at kunne dyrke korn eller andre markafgrøder. Det så man i samtiden intet problem i, for vandløbenes vigtigste opgave var helt op til 1983 at aflede vand.

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"