Udretningen af åen
Engenes og mosernes jord består mest af rester af gammelt plantemateriale, tørv eller dynd, tilsat lidt sedimenter fra åen, som blev spredt under oversvømmelser. Når man graver grøfter for at afvande enge og sumpe, trænger den atmosfæriske luft ned i jorden, hvor den giver ilt til græssets rødder men også ilt til de svampe, bakterier og smådyr, som lever af at nedbryde de gamle plantedele i jorden. Jordoverfladen vil derfor uundgåeligt synke, og det kan let gå så hurtigt som én centimeter årligt. Når der var gravet grøfter i engene, gik der derfor kun én til to generationer, før bønderne igen var nødt til at finde på nye måder at sænke vandstanden i engene.
En løsning var at fjerne nogle af de mange sving på åen, så vandstanden i åen og dermed i engene blev sænket. Det blev hovedsageligt gennemført midt i 1800-tallet. På østsiden af Runkenbjerg gik engang en mægtig åslyngning helt ind til banken, men den er forsvundet før 1820. Åløbet mellem Tørskind Bro og Kolborg blev rettet ud mellem 1950 og 1971. Strækningen mellem Kolborg og Vingsted mistede sine sving mellem 1820 og 1868-69, og det samme gælder strækningen mellem Haraldskær Fabrik og Skibet Kirke. En km af åen ved Ravning Bro blev rettet ud sidst i 1950’erne. Åløbet mellem Rosborg og Sønderbro i Vejle blev udrettet i 1856-57 og resten af vejen til havet kort efter 1798. Strækningen forbi Rosborg blev lagt i en lige kanal i 1942-43 sammen med inddigningen af Kongens Kær. Åstykket videre vestpå til broen med Bredstenvej blev rettet ud i forbindelse med anlægget af motortrafikvejen 1982-87.
Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"