Isen har skabt Vejle Ådal
Den store bulldozer
Under sidste istid var Danmark i perioder dækket af et tykt lag is. Isen førte jord og sten med fra de norske og svenske fjelde og skubbede som en kæmpe bulldozer rundt med den jord, der var her i forvejen.
Isen breder sig
For 20.000 år siden, en af de koldeste perioder under sidste istid, nåede isen helt frem til Frederikshåb, ca 10 km vest herfor. Her hvor du står, var der formodentligt et flere hundrede meter tykt lag is.
Proppen hives ud
Efter at isen begyndte at trække sig tilbage, blev der i første omgang dannet en stor sø i ådalen. Da den prop, isen dannede i det yderste af fjorden, endelig forsvandt for ca. 15.000 år siden, blev søen tømt og første udgave af Vejle Å var skabt.