Kort efter den sidste is var smeltet i ådalen, begyndte landet at blive dækket at lave hårdføre planter, blandt andet rypelyng og nogle få græsarter. Senere kommer også dværgbuske som polarpil, dværgpil og dværgbirk, som var med til at stoppe sandflugten, men som også var føde for de vandrende flokke af rensdyr. Da jorden først var dækket med planter, dannedes det første muldlag, som gav mulighed for, at en egentlig skov kunne etablere sig. Birk, fyr og hassel kom først og dannede en lav, lysåben skov, hvor andre træer let kunne få fodfæste, efterhånden som temperaturen steg.

For lidt mere end 9.000 år siden indvandrede de første egentlige skovtræer elm, eg og lind på de tørre og højere liggende områder, og i de fugtige og lavtliggende enge dominerede først el og siden ask. I skovenes etableringsfase kunne de større dyr som urokse, vildheste og bison leve, men da skovene blev tættere og mere urskovsagtige, var det nødvendigt for de store planteædere at fortrække til mere steppeagtige områder. Selv de mennesker, der levede af og med disse store dyr, måtte følge med eller i det mindste fortrække til de åbne områder langs søer og vandløb eller søge ud til kysten.

Der kom en ny kulturel påvirkning til landet for ca. 6.000 år siden. Menneskene begyndte nu at rydde skoven og opdyrke jorden, og de fik husdyr, som levede af skovens overskud. Det var først nu, mennesket for alvor begyndte at præge landskabet, idet større områder blev ryddet, og især lindetræerne måtte stå for skud – de blev nærmest udryddet, hvor mennesket vandt frem. Små 2000 år senere ser man, at bøgen begyndte at indfinde sig på især de pletter i skoven, som mennesket havde efterladt efter at have udpint jorden. Så vore forfædre har haft stor betydning for, at skoven fik en anden sammensætning.

For omkring 1.000 år siden blev bøgen det dominerende træ, da der blev tømt gevaldigt ud i egetræerne, som blev brugt til huse, broer og mange andre formål. I de næste 800 år brugtes endvidere træ til opvarmning i husene, inddampning af saltvand til salt til konservering, brænding af tegl og kalk til huse, madlavning og fremstilling af trækul til udvinding af jern fra myremalm. I slutningen af 1700-tallet blev det åbenlyst, at man var nødt til at stoppe skovarealets tilbagegang, og den 27. september 1805 fik landet en skovlov kaldet: ”Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark”. Omkring år 1800 var kun to-tre % af landet dækket af skov, men med den nye skovlov er det siden gået frem med skovarealet, og i dag er vi oppe på over 14 %.

I Vejle Ådal har der på en del af skrænterne været skov, siden skoven kom til området. Gennem de seneste 200 år er der tilføjet skov, især er der plantet nåleskov, både som enkeltstående plantager og i tilknytning til andre etablerede skove og som indplantninger efter renafdrift af løvskov. Mange nye træarter er blevet indført for at øge træproduktionen, specielt forskellige nåletræarter har fundet indpas. Mange af de nåletræer, vi kender fra vore skove, er indført fra Nordamerika. Det gælder både sitkagran, douglasgran, kæmpegran og flere andre mindre kendte arter. Disse træer er altså placeret et nyt sted uden kontakt til de træer, urteagtige planter, svampe, laver, mosser, bakterier, insekter og andre dyr, som de i mange tilfælde lever i symbiose med og gennem millioner af år har eksisteret sammen med på godt og ondt. I ådalen findes ikke de samme organismer som i Nordamerika, og det er ikke forventeligt, at væksten herhjemme vil kunne måle sig med hjemlandets. Ny forskning viser, at en skov ikke bare er en gruppe enkelttræer, men i høj grad er én stor organisme, hvor træerne står i forbindelse med hinanden enten direkte ved rodkontakt eller gennem svampe og andre organismer. En skov er altså en enhed, hvor hele skoven gennem generationer har skabt forbindelse fra træ til træ, og hvor forskellige mineraler, næringsstoffer og vand transporteres rundt efter ”behov”.

Et overdrev er en lysåben naturtype, som oftest findes på skrænter eller i et bakket landskab. Det er som oftest næringsfattigt og består af mange forskellige urter og græsser, som stiller store krav til lys, og som tåler at blive afgræsset. Faktisk kan denne naturtype være afhængig af en stadig afgræsning, ellers overgår den til krat og senere skov. Desuden er overdrev karakteriseret ved, at der er knyttet mange forskellige insekter til, som nyder godt af de mange forskellige planter, som også blomstrer over en lang periode.

Man vil kunne måle store udsving i temperaturer og vindstyrker i dette åbne landskab, mikroklimaet kan alt efter hældning udvise store forskelle, som kan favorisere nogle planter frem for andre. En del svampe er knyttet til overdrev, og flere forskellige arter af vokshatte er afhængige af, at der er gamle, ugødede overdrev tilstede. Noget tyder på, at vokshattene, som betragtes som nedbrydere af dødt plantemateriale (i modsætning til svampe, der lever i symbiose med forskellige træer og urter), også er afhængige af, at der er flere forskellige arter af alger og mosser tilstede for at kunne eksistere.

Overdrevene er gået voldsomt tilbage, specielt efter ophør af græssende kreaturer i landbruget, men også fordi de moderne landbrugsredskaber i høj grad er i stand til at underlægge sig disse ellers besværligt tilgængelige skrænter eller bakkede områder. Nogle overdrev er blevet tilplantet med skov, mens andre bare er opgivet og stille og roligt overgået til krat, kratskov og måske fuldstændig overgået til skov. Flere steder i den øvre del af Vejle Ådal er udlagt som internationale naturbeskyttelsesområder, Natur 2000-områder. Her ydes støtte til rydning, hegning og afgræsning, således at områderne kan bevares som overdrev.

Folketinget besluttede i 1989, at vi i Danmark skulle fordoble skovarealet fra de daværende ca. 12 % til 24 % i løbet af en skovgeneration, svarende til at der i løbet af 80 – 100 år skulle tilplantes omkring 417.000 ha landbrugsjord med skov ligeligt fordelt mellem private og det offentlige. Skovrejsning var i starten ment som et redskab mod overproduktion i landbruget, men har siden ændret sig og er blevet mere bredspektret. Skovrejsning er blevet et middel til at optage CO2 fra luften og lagre det i træ for at modvirke en truende global temperaturstigning med en klimaændring til følge. Det har også vist sig, at et skovdækket område er en god sikring af rent grundvand, langt bedre end et græsdække og landbrugsafgrøder. Inden for de seneste år har man også haft fokus på, at biodiversiteten – den biologiske mangfoldighed – nyder godt af et forøget skovareal, og at skovenes rekreative muligheder kan være med til at øge befolkningens sundhed til gavn for den enkelte og hele samfundet.

I Vejle Ådal og i de nære omgivelser til ådalen er der sket en vis skovrejsning for det meste i nær kontakt til ældre skov, både udført af det offentlige og af private. Det er en fordel at sætte ny skov i tæt kontakt med en ældre, da en naturlig succession af planter, svampe og dyr fra de tidligere skovområder lettes gevaldigt. Der er ingen tvivl om, at man i fremtiden vil henlægge mere skov til biodiversitetsskov – langt fra byerne, og til rekreative formål – tæt på byerne. Tidligere øgede man skovarealet ved tilplantning med importerede nåletræer, men nu sigter man efter i højre grad at anvende indenlandske løvtræer, når der rejses nye skove.

Egetræer har gennem mange årtusinder været det vigtigste træ i store dele af landet. Det har været brugt som bygningstømmer, til skibsbygningens mange facetter og til brobygning, men det er foregået med en sådan hast, at det ikke er blevet erstattet med nye egetræer. Egetræer vokser langsomt og kaldes også et lystræ, altså et træ, hvor solens stråler i et vist omfang kan trænge gennem trækronelaget og kaste lys på skovbunden til glæde for skovbundens urtevegetation. Den rene egeskov har en rig underskov bestående af småtræer, buske og urteagtige planter, som igen kan huse mange forskellige dyr.

Elmetræet var tidligere et vigtigt skovtræ, men der findes ikke længere større bestande af ældre træer. Den kan godt stå tæt og bestå af træer i en alder på op til 15 måske 20 år, og disse ungdomsbestande vil vi også have fremover som kantbevoksning til vore skove. Elmebarkbiller – vi har fire forskellige arter – har medbragt svampe fra træ til træ, idet sporerne er klæbrige og hæfter sig på billerne, når de om foråret forlader træet igen som voksne biller. Der findes to arter af svampe, som angriber elmetræerne, og som tager livet af stort set alle elmetræer, der er mere end 20 år gamle.  Inden træerne er døde af svampeangrebet, har træerne blomstret og kastet frø, så en ny generation er sikret, før de selv er bukket under for elmesygen.

Bøgetræerne er gennem de seneste 3.500 år gået fra at være nyt træ blandt mange andre træarter til at være det almindeligste træ, som er indvandret på egen hånd. Mange af skræntskovene består derfor hovedsagelig af gamle bøgetræer, og det kan være vanskeligt at være et andet træ i det mørke, som dannes, når bøgen springer ud. Bøgens blade danner en tæt mosaik, som forhindrer sollyset i at passere gennem bladhanget og ned til skovbunden. Derfor vil man ofte kun se anemoner danne et tæt hvidt dække, indtil bøgen springer ud i midten af april. Gennem de seneste 50 år er vækstperioden øget med i hvert fald fire uger, idet udspringsdatoen er rykket frem med to – tre uger, og løvfaldet er rykket tilbage med nogenlunde det samme. Det er ikke blevet nemmere at være ungt træ eller urt i denne skovtype.

Asketræerne står mange steder og ser tynde ud i toppen. Svampen asketoptørre-stilkskive er årsagen til, at vore forskellige arter af ask i visse områder er ved at dø. Svampen blev først konstateret herhjemme i 2002, men spredte sig hurtigt. Askene er vigtige træer i de fugtige/våde dele af skovene, idet de i høj grad kan tåle at stå fugtigt livet igennem. De står bedst i de dele af skove, hvor vand vælder op af jorden tæt på skovbække. Da asketræerne samtidig er lystræer, hvor lys trænger ned til den næringsrige skovbund, står der ofte i gamle askeskove firblad, gul anemone og tyndakset gøgeurt. Hvis asketoptørren får bugt med stort set alle asketræer, risikerer vi, at områderne invaderes af kåltidsler og andre høje urter, da de vil kunne skygge de mindre planter ud i løbet af ganske få år.

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"