Skovlysningen

I skovlysningen er der en meget varieret natur. Den kan minder om den natur, der ses på eng, mose, hede og græsland, men her er den omkranset af træer og buske. I skovlysningen er der varmere og lysere end inde i skoven, og der er fugtigere og mindre blæsende end i det åbne land.

Det er et lille mikroklima, der afskærmes af skoven, og derfor giver det gode levevilkår for et stort antal blomster og insekter. Er der også et vandhul og gamle udgåede træer, blomstrende buske som fx kirsebær, tjørn og slåen, er skovlysninger nogle af de allermest artsrige levesteder i den danske natur. Man kan finde varmekrævende biller i de gamle træer, og der flyver et stort antal dagsommerfugle, guldsmede og andre insekter rundt i lysningen. Med de mange insekter er lysninger også et sted, hvor flagermusen holder til. På jorden vil der være svampe, og på grene og stammer er der laver og mosser.

Lysningen kan være opstået naturligt i tilknytning til småsøer og vandhuller i lavninger eller efter en brand eller træer, der er væltet i en storm. Gennem millioner af år hjalp de vilde, græsædende dyr som fx krondyr, rådyr, vildsvin, bison, urokse, elg og bæver med at holde skovlysningen fri for store træer og buske. Sidenhen overtog de tamme græssende dyr som fx kvæg den rolle, og mennesket har også hjulpet til ved at høste græs på områderne.

I dag er skovlysningerne næsten forsvunden i produktionsskovene. Alle ”bare pletter” i skoven lukkes, fordi de er uden værdi for produktionen af tømmer. Derfor drænes jorden, og lysåbninger efter døde eller væltede træer tilplantes med det samme. Når skovdriften intensiveres, er der ikke plads til, at naturen bare kan passe sig selv.

I nogle urørte skove er der sat heste, køer eller bisoner ud, for at hjælpe til med at skabe lysåbninger i skovene. De udsatte dyr skaber den dynamik i skoven, som de vilde dyr eller husdyrene tidligere stod for. Det er nødvendigt at indhegne de områder, hvor der sættes dyr ud, da vi ellers risikerer, at de løber ud på marker eller veje. 

Knap halvdelen af de arter, som er truet af udryddelse i Danmark, lever kun i skov. På verdensplan lever næsten to tredjedele af alle kendte arter i skovene, og langt de fleste i tropiske skove (70 %). 

Danmarks ældste træ - Kongeegen i Jægerpris Skov - ca 1500 år gammel.

Døde træer

Op mod en tredjedel af alle skovens dyr, svampe og planter er knyttet til døde træer, der er ved at blive nedbrudt. Faktisk er døde træer endnu bedre levesteder for mange arter end levende træer. Her er der masser af mad og levesteder. Den gamle bark og det rådne træ (ved) er fyldt med huller og sprækker, som dyrene kan leve i. Det døde træ er også fyldt med kulhydrater, hvis man ellers kan fordøje det, og det er især svampe eksperter i. Svampe samarbejder med biller, larver og andre insekter samt bakterier om opgaven med at få spist og nedbrudt træet. 

Hule træer

Et egetræ kan stå i hundredvis af år som et levende hult træ, hvor smådyr og svampe har spist det meste af træets indre. Nedbrydningen begynder således inden, træet er helt dødt. På den måde skabes der indgange for insekter og svampe, der trænger ind i træet og laver hulrum. Lagene lige under barken er dog stadig levende og forsyner kronen med vand og næring.

Når en gammel eg endelig går helt ud, kan det tage mere end 100 år, inden træet er helt nedbrudt af dyr, planter og svampe, der har levet på det. Sammenlignet med sunde, ranke produktionstræer, der kan blive til fine planker, rummer gamle træer med revner, hulrum og langsom vækst en oase af liv. Man kalder dem også for veterantræer. Deres grove bark, udsivende safter fra sår og hulrum er gode levesteder og gemmesteder for en mangfoldighed af svampe, lav, mos og insekter. Hule træer er også vigtige levesteder for større dyr som fx ugler, spætter, huldue, hvinand, mår og flere arter af flagermus. Både svampe, larver og andre insekter, der lever på de døde træer, er vigtige led i fødekæden længere oppe. I en produktionsskov bliver væltede og døde træer fjernet med det samme og hermed fjernes også levestederne for et utal af arter.