Landskabet omkring landsbyen Bindeballe er ganske ejendommeligt og meget sjældent i Danmark. Det består af en lang række parallelle bakkerygge, og hele området ligger noget lavere end de omgivende landskaber nord for den brede del af Vejle Ådal.

I områdets nordlige og østlige del ligger bakkerne som et system af koncentriske buer, og vest og syd for Bindeballe by overskæres dette bueformede bakkesystem af et system med lige bakker, der løber nordvest-sydøst. Nogle af bakkedragene består af moræneler og andre af smeltevandsgrus. I de mellemliggende dalsænkninger er der lange smalle moser, som peger imod udløbet gennem Frederikshåb Plantage.

Moderne forskning viser, at lavningerne mellem disse bakkerygge sandsynligvis er skabt under en gletsjertunge, der fra Vejle tunneldal drejede mod nord til Randbøldal. Under denne gletsjer løb en række parallelle vandstrømme på vej fra Vejle tunneldal mod Frederikshåb Plantage. Disse vandstrømme udgravede de parallelle lavninger. Naturstien op mod Bindeballe station følger en af disse lavninger. Bindeballevej fra Bindeballe-Købmanden via landsbyen Bindeballe til Randbøldal giver et godt indtryk af dette meget specielle bølgende landskab.

En del ad smeltevandet fra Vejle Tunneldal blev ført gennem en mindre tunneldal, som løb fra Runkenbjerg nordpå til Randbøldal ad den rute, som Vejle Å nu følger. Under en mild periode gik gletsjeren i stå, og loftet i tunneldalen brasede sammen og fyldte tunneldalen med masser af dødis. En smeltevandsslette skjulte lidt senere dødisen i den gamle tunneldal. Langt senere smeltede disse dødisområder, som i vore dage danner de brede dele af Vejle Ådal mellem Randbøldal og Runkenbjerg. Ovenfor Randbøldal er ådalen gennemgående smal.

Da gletsjeren i området ved Bindeballe svandt ind, kunne smeltevandet fra gletsjerne øst for Engelsholm Sø ikke længere stige op til udløbet gennem Frederikshåb Plantage, og det måtte finde nye veje. Det blev langs østsiden af Bindeballe-gletsjeren ud mod det omgivende høje terræn. I første omgang fandt smeltevandet vej lige nord for den reducerede gletsjer hen over dødisen i den lille tunneldal, og det nærliggende område med Tingkærvad Skov. Derved skabtes flere flade banker i området af smeltevandssand i 55-60 meters højde, og længere mod syd skabte smeltevandet de aflejringer, som dannede Grædebjerg, Sletskov Banke og Runkenbjerg. De ligger syd for Naturstien ved Lihmskov Station og når en højde på ca. 55 m.

På det tidspunkt var det meste af Vejle tunneldal fyldt af dødis – is der ikke var en del af den aktive gletsjer. Smeltevandssand blev nogle steder aflejret, hvor dødisen allerede var smeltet bort, som de nævnte høje banker med flade toppe. I andre tilfælde blev sandet aflejret i søer på oversiden af dødisen i dalen, og når isen senere smeltede, sank disse aflejringer ned og dannede bløde hatformede bakker, der nu ofte ligger som isolerede lave toppe. De findes i rigt mål rundt i den vestlige del af den brede Vejle Tunneldal, som kaldes Sønderkær. Blandt de større kan nævnes Enemærkebanke, Lokes Bjerg, Lunden og Sorte Banke.

Lidt senere fandt smeltevandet vej gennem dalen Barskær vest for Tingkærvad Skov i højden 46 meter, og denne smeltevandsstrøm skabte længere mod syd banken Fortvadbjerg i ca. 42 meters højde lidt vest for Runkenbjerg. I nogenlunde samme højde kan man finde terrasseflader flere andre steder langs kanten af Sønderkær, Vejle Å og Egtved Å. Det meste af dødisen var på det tidspunkt smeltet, og der var dannet en issø i 40-42 meters højde mellem bakkerne mod vest og en gletsjer i øst ved Søgård. Søgård ligger midt mellem Lihmskov Station og Ravning Station. Denne sø kaldes Spjarup Issø.

Issøen forsvandt ret hurtigt, tilsyneladende gennem fordampning, da den lokale nedbør tæt på isranden var lav og luften tør. Dødisen i den lille tunneldal mellem Runkenbjerg og Randbøldal smeltede bort, og en række langstrakte store dødishuller dukkede frem i smeltevandssandet. Smeltevandet fra området nord for Randbøldal søgte naturligvis ned i disse dødishuller og videre nedad mod den store Vejle Tunneldal. Herved gennembrød smeltevandet de tærskler, som fandtes mellem dødishullerne. Vejle Å fra Randbøldal til Runkenbjerg løber derfor i en dal, hvor brede strøg med ringe hældning veksler med snævringer med større hældning. Tingkærvad er et tydeligt eksempel på en snævring.

Vejle Å havde ovenfor Randbøldal tilpasset sig en højde på ca. 60 meter, dengang dødis fyldte den lille tunneldal mod syd. Da denne is forsvandt, blev bunden af Vejle Ådal brat sænket 30 meter. Vejle Å fik herved stærkt øget erosionskraft ovenfor Randbøldal, og i løbet af kort tid blev ådalen gravet dobbelt så dyb. Men der er stadig et stejlt løb med et fald på 13 meter over 800 meter gennem Randbøldal, og det var i mange år grundlaget for fabriksdriften i Randbøldal.

Lige nedenfor Randbøldal ligger bunden af Vejle Ådal i vore dage i 28 meters højde, ved Tingkærvej i 20 meters højde og ved Runkenbjerg er højden 16 meter. Adgangen til sidste del af løbet til Runkenbjerg må i en periode have været spærret af dødis, for det er tydeligt, at smeltevandet en tid fandt en direkte vej mod øst i 24 meters højde gennem den skarpt nedskårne dal mellem Grædebjerg i syd og Tangen i nord, som Naturstien følger fra Lihmskov Station på vej mod Bindeballe. Nu rummer den fladbundede dal Høg Mose. 

Da mere af isen i den brede Vejle Ådal var smeltet væk, kunne smeltevandet fortsætte ud i det store lave område Sønderkær og videre rundt om Runkenbjerg. Dermed skabtes den rute, som Vejle Å stadig benytter. Vejle Å løber tæt på nordvestsiden af Runkenbjerg, modtager vand fra Egtved Å og drejede så brat mod øst. Tidligere løb åen også tæt på sydøstsiden af Runkenbjerg, som man kan se på kort over sognegrænser. Runkenbjerg blev derved eroderet på begge side og fik sit markante udseende som en smal kam med Vejle Å på begge sider omgivet af det flade vidtstrakte Sønderkær.

Sønderkær består af udstrakte fugtige flader med smukt rundede lave bakker. Disse bakker stammer fra issøaflejringer oven på dødisen i området, mens den flade bund primært er skabt i Spjarup Issø, hvor smeltevandsflodernes sedimenter faldt til bunds og dannede stedvis tykke lag af sand og ler. Dertil kom sedimenter fra den sidste del af udhulingen af dalen med Vejle Å helt oppe fra Engelsholm Sø og ned til Runkenbjerg, som blev aflejret i Sønderkær som ganske svagt hældende flader.

 

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"