I 1894 blev den første jægerstenalderboplads i Vejle Ådal officielt registreret af Nationalmuseet. Den var placeret på en sandbanke i Sønderkær og indeholdt kun redskaber af flint såsom pilespidser, flækkeknive, kærneøkser og stikler. Sammen med to bopladser ved Fårup Sø og Engelsholm Sø var denne Sønderkær-boplads den eneste medtagne i dr.phil. Therkel Mathiassens (1892-1967) redegørelse fra 1937 om Gudenåkulturen. Ud fra statistiske analyser af overfladefund fra 300 bopladser langs udvalgte jyske åer, mente arkæologen ved Nationalmuseet at have bevist, at der fandtes en helt særlig jysk jægerstenalderkultur, der adskilte sig fra den sjællandske indenlandskultur Maglemosekulturen og den vidt udbredte kystkultur Ertebøllekulturen. Den jyske indenlandskultur havde levet af jagt, ferskvandsfiskeri og indsamling.

To tilflyttere til Vejle blev begge voldsomt inspirerede af redegørelsen, og de endte med at dedikere flere år af deres liv til at vandre langs Vejles vande med blikket rettet mod jorden.  Den ene af disse var tandlæge William Einar Berthelsen (1888-1963), om hvis indsats for fredningen af den danske natur og kultur er berettet i kapitlet om Randbøl Hedes fredning. Han var født i Horsens, og det var også her han stiftede bekendtskab med amatørarkæologien. Efter erhvervsophold i Schweiz overtog han i slutningen af 1. Verdenskrig tandlægeklinikken i Kirkegade 2 i Vejle. I 1925 fik han og hustruen Else Christiansen (f. 1897) sommerhus i udkanten af Randbøl Hede. På en ekskursion til Refsgårde to år senere opdagede han sin første jægerstenalderboplads. Han orienterede Nationalmuseet om fundet, men det blev altså ignoreret af Therkel Mathiassen 10 år senere.

Sammen med Julius Jensen, Guldbergsminde i Frederikshåb, gik tandlæge Berthelsen på jagt i Spjarup, Sønderkær og Vejle Ådal til øst for Haraldskær efter Gudenåbopladser på sandede holme og banker. De to mænd lokaliserede hurtigt flere bopladser, som var mere eller mindre rige på flint, mens der til gengæld ingen spor var efter knogler, træ (buer, spyd, pile m.m.), skind og andet let forgængeligt materiale. På bopladserne fandt de enkelte mere primitivt udseende flintesten. Berthelsen mente, at disse primitive håndkiler, håndkøller, håndspidser, bor og skrabere var blevet tabt ved tilfældigheder af rensdyrjægerne nede ved istidssøerne, der lå i ådalen efter isens smeltning. De to mænd besluttede at søge efter rensdyrjægernes teltpladser højere oppe ad skråningerne i ådalen.

Allerede i 1938 skrev tandlæge Berthelsen en artikel om disse tidlige rensdyrjægere. Han mente, at der var tale om en nyopdaget kultur herhjemme, som var ældre end de hidtidige undersøgte. Vejleåkulturen blev dog ikke omtalt i videnskabelige publikationer. Arkæologerne lod sig ikke overbevise om, at den vejlensiske tandlæge havde opdaget spor efter landets første indvandrede mennesker efter sidste istids ophør. Som ved talrige andre fund af primitive håndkøller manglede forskerne daterbart materiale, ligesom det var og stadig er vanskeligt at afgøre, om flintestenene er natur- eller menneskeskabte.

I 1944 udgav tandlæge Berthelsen bogen: Stenalderbopladser i Sønderkær og Vejledalen. Bogen var et efter samtidige forhold videnskabeligt opstillet værk, der meget nøje fulgte Therkel Mathiassens forlæg fra 1937. Den skulle da også netop tjene som et supplement til Mathiassens afhandling. Den videnskabeligt indstillede tandlæge havde haft held med at få Mathiassen og andre forskere til at involvere sig i forskellig grad i det store projekt. Forskerne foretog f.eks. flere pollenanalyser, undersøgelser af trækul fra nogle af de otte fundne bålsteder samt bestemmelser af flintredskaberne og -våbnene.

Det var ikke lykkedes Berthelsen og Julius Jensen at opdage bopladser mellem Vejle og Haraldskær Fabrik i perioden 1937-43. Vest herfor og ud til syd for Tingkær havde de fundet 53 bopladser på sandede holme og skråninger samt en enkelt på lerjord. De fleste bopladser lå tæt på åen, mens enkelte var højere beliggende. Flere af dem indeholdt sporadiske fund af tildannet flint og potteskår fra bondestenalderen.

Berthelsen var klar over, at det ikke var uproblematisk at drage for mange konklusioner, når der overvejende var tale om overfladefund fra bopladser, der tilmed i såvel oldtiden som moderne tid havde været udsat for påvirkninger fra senere kulturer. Pollen- og trækulanalyserne var ikke til megen hjælp, da det også her var vanskeligt at vurdere alderen på det undersøgte materiale. Alligevel vovede Berthelsen at drage de følgende foreløbige konklusioner: 1. fund af ildskørnet flint samt flinteredskaber med brugsspor beviste, at der var tale om bopladser og ikke f.eks. flinteværksteder; 2. intet andet sted herhjemme lå bopladserne så tæt som i Sønderkær, hvor der fandtes 30 bopladser; 3. i den øvrige ådal lå bopladserne fortrinsvis, hvor det var lettest at krydse åen, og hvor de bedste fiskepladser befandt sig; 4. udstrækningen af bopladserne strakte sig fra en teltpladsstørrelse til 200 meter; 5. de fleste bopladser hørte til Gudenåkulturens ældste periode; 6. måske hele året og i hvert fald om vinteren måtte bopladserne have været omgivet af vand, og dermed have udgjort et tilholdssted fra vilde dyr og andre mennesker; 7. antallet af samtidig tændte lejrbål måtte have været begrænset, da ådalen kun havde huset få mennesker ad gangen; 8. den højtbeliggende Springbjerglundboplads måtte danne et mellemled mellem Klosterlundkulturen og Gudenåkulturen.  

Springbjerglundbopladsen var ikke det eneste skelsættende fund, de to amatørarkæologer havde gjort. Omtrent en km vest for Ravning Station fandt de en 188 cm lang grav på Abildgårds jorder. Skelettet var for længst gået til, men fundet var unikt, idet grave fra den ældre stenalder ikke var kendte herhjemme. Derudover indeholdt graven en slank, tilhugget flintesten, som Therkel Mathiassen bestemte til at være det første håndvåben, der kendtes fra Gudenåkulturen. Tandlæge Berthelsen var selv varsom med at datere graven.

Da Vejles berømte boghandler og modstandsmand, Jørgen Munch-Christensen, sendte et eksemplar af bogen til Berthelsens bekendte, forfatter Johannes V. Jensen, kunne denne berette, at han allerede havde lånt den af en ven og læst den. Bogen opnåede en del opmærksomhed i samtiden. Landets førende arkæologer læste også bogen og nævnte den perifert i deres afhandlinger.

Tandlæge Berthelsen og Julius Jensen havde ikke brugt megen tid på at lede efter bopladser øst for Haraldskær, fordi de herværende mere lerede jorder faldt uden for Therkel Mathiassens tese om, at Gudenåkulturen bosatte sig på sandede holme og skråninger inde i landet. Derfor kom det også som lidt af en overraskelse, da en vejlensisk skolelærer skrev en avisartikel om stenalderbopladser mellem Vejle og Skibet kort inden udgivelsen af Berthelsens bog.

Lærer i Jelling, L. Chr. Jensen, grundlagde en spejdertrop, gik på jagt og lystfiskede. Hans kærlighed til pædagogik, spejderbevægelsen og naturen smittede af på sønnen, Olaf Aastrup (1901-77). Olaf Aastrup blev uddannet lærer og fik arbejde i Dronninglund. I 1926 fik han stilling som skolelærer i Vejle og flyttede til byen. Ligesom tandlæge Berthelsen interesserede Aastrup sig for fotografering, arkæologi, kunst, Jellingmonumenterne, skriftlig formidling og naturen. Efter udgivelsen af Therkel Mathiassens redegørelse for Gudenåkulturen foretog han en storstilet efterforskning langs fjorden ved Bredballe og Vindingland, i Vejle Ådal øst for Skibet samt i den sydlige del af Grejsdalen. Lejlighedsvis assisteret af sine skoleelever fandt han på under to år 25-30 stenalderbopladser.

Det er muligt, at Aastrup først blev bekendt med tandlæge Berthelsens undersøgelser, da denne i 1938 udgav sin artikel om Vejleåkulturen. Aastrup undlod at informere Berthelsen om sine fund, ligesom han tøvede helt frem til august 1940, før han omsider i en kronik i Vejle Amts Folkeblad offentliggjorde, hvad han havde gang i samt opfordrede Vejle Kulturhistoriske Museum til et samarbejde. Museet reagerede ikke på kronikken, hvilket måske skyldtes, at den indeholdt kritik af Nationalmuseets Johs. Brøndsted og Vejle Kulturhistoriske Museums oldsagssamling. Aastrup valgte derfor i december at indsende et brev til bymuseet. Da han tilbød at donere sin samling inkl. fremtidige fund og desuden lovede, at han ville udarbejde indgående indberetninger til Nationalmuseet, gik museet med til at samarbejde. En af tandlæge Berthelsens samarbejdspartnere fra Nationalmuseet, cand.mag. Chr. L. Vebæk, indvilligede i at tidsfæste Aastrups samling under et besøg i Vejle for at nyordne Vejle Kulturhistoriske Museums beskedne oldtidssamling. Det var ikke alle 25-30 stenalderbopladser, der havde givet nok overfladefund eller sikre fund til, at Vebæk turde tidsbestemme dem. De tidsfæstede bopladser drejede sig om en boplads fra den ældre Gudenåkultur ved Vilstrup Skov; tre bopladser fra den yngre Gudenåkultur ved Vilstrup Skov, Knabberup Mølle og i Grejsdalen; seks kystbopladser fra Ertebøllekulturen ved Bybæk (den eneste med en bevaret køkkenmødding), Albuen, Skyttehuset, Vardevej og to ved Neder Knabberup; samt bopladser fra den yngre stenalder ved Tyrelodspynten, Uhrebakke, to i Grejsdalen og tre nord for Ribe Landevej. Fundene af kystbopladser ude i Vejle Enge stemte fint overens med den herskende overbevisning om, at Harald Blåtand havde kunnet lægge sit vikingeskib til ved en rigtig havn i Skibet, og at det først var herefter, at fjorden havde trukket sig øst på.

Nøjagtig som Berthelsen var Aastrup også stødt på fund, der tydede på en ældre datering end mesolitikum. På Rævebjerg i Grejsdalen – der hvor kirkegården i dag ligger – havde han fundet nogle meget store flækker af danienflint, og i den kommunale grusgrav i Knabberup havde han fundet flere ældre udseende flækker. Vebæk afviste, at Rævebjerg-fundet var menneskeskabt, hvorfor det til Aastrups senere ærgrelse røg i skraldespanden, mens Knabberup-fundet blev opmagasineret på Vejle Kulturhistoriske Museum, uden at Nationalmuseet som lovet underkastede det en nærmere undersøgelse.

Stenalderentusiasterne Aastrup og Berthelsen indledte aldrig et samarbejde. Aastrup sørgede omhyggeligt for ikke at lede efter bopladser vest for Skibet, da dette var Berthelsens terræn, og den eneste gang, Berthelsen bevægede sig ind på Aastrups terræn øst for Skibet, var i 1944, hvor et af Vejles mest spændende oldtidsfund blev gjort i Grejsdalen nord for Nordbanegården – nemlig 21 slebne og otte-ti forarbejder til stenøkser.

Kort inden Aastrup i 1947 blev udnævnt til viceskoleinspektør på Nyboesgade Skole, offentliggjorde han i Vejle Social-Demokrat, at han nu havde fundet tæt ved 300 stenalderbopladser fra Trelde Klint til Skibet og fra Bredballe til Fårup Sø. Det følgende år annoncerede han i folkebladet, at en boplads på Hvidbjerg ved Vejle Fjord umuligt kunne være andet end en Gudenåkultur-boplads. På et besøg til Vejle det følgende år måtte Therkel Mathiassen forklare overfor avisen, hvordan Aastrup kunne finde en boplads fra den jyske indenlandskultur ved Vejle Fjord. Mathiassen måtte halvt indrømme, at hans tese om en jysk indenlandskultur måske havde været for overilet. Selvom der også andre steder i landet blev fundet Gudenåkultur-bopladser langs kysten, undlod han at aflive sin tese om en særlig jysk indenlandskultur.   

Aastrup udgav enkelte artikler om stenalderen, men selvom de var ligeså videnskabeligt anlagte som tandlæge Berthelsens, blev de ignoreret af arkæologerne. I 1971 udgav han sin sidste artikel med titlen: Er Gudenå-kulturen også en kystkultur? Samme år kom den første samlede kritik af Gudenåkulturen og Mathiassens metode med at tidsfæste bopladser alene ud fra statistiske analyser af tilfældige overfladefund.

Et ukendt antal af amatørarkæologer lod sig inspirere af tandlæge Berthelsen og Olaf Aastrup. Leo Novrups (1907-2010) tiltræden som konservator og udgravningsleder på Vejle Kulturhistoriske Museum betød, at museet nu påtog sig ansvaret, når der skulle graves i jorden efter fund. Leo Novrup stod bag flere undersøgelser af spændende fund fra ældre og yngre stenalder i Vejle-egnen. De vigtigste fund fra ældre stenalder blev gjort i 1961 og 1962. Ved Haraldskær afdækkede Novrup og drengene Steen Hvass (f. 1946) og Sven Ahrenkiel Christensen en offergrube og et brunt leje på hvidt sand, som af Therkel Mathiassen blev bestemt til at være levn efter Danmarks ældste bolig (et topersoners telt). Året efter udgravede Novrup en køkkenmødding ved Vejle og Omegns Andels-Svineslagteri, der viste sig at indeholde flinteredskaber og hjerneskallen af et menneske.

I 1979 blev Steen Hvass den første uddannede arkæolog til at lede Vejle Kulturhistoriske Museum. Han overlod i høj grad formidlingen af stenalderen til hustruen Lone Hvass, der ligeledes var uddannet arkæolog. Det vigtigste stenalderfund i deres tid blev gjort i 1980, hvor man i forbindelse med reetableringen af Egtvedpigens gravhøj stødte på flint, der stammede helt tilbage til den herhjemme endnu begrænset kendte Federmesserkultur fra istidens afsluttende faser ca. 12.000-11.400 f.v.t.

Forskerne har endnu ikke vovet at tage arven op efter amatørarkæologerne og give sig i kast med den monumentale opgave at undersøge de mange kendte og endnu ikke opdagede fundområder i Vejle Tunneldal. Der findes mange spændende, uløste spørgsmål såsom: Hvor mange mennesker har tunneldalen kunnet brødføde på et givet tidspunkt? Levede man som nomader, hvor man rykkede teltpælene op, når nærområdets ressourcer var udtømte? Herskede der fred, eller har man skullet frygte overfald? Endelig er der spørgsmålet om, hvordan Vejle Tunneldal har taget sig ud. Først med Litorinahavet (ca. 9.000-8.000 år før nu) blev Vejle Fjord til. Indtil da løb Vejle Å gennem hele tunneldalen. Saltvand eller brakvand har i en længere periode gået et stykke op i Vejle Enge, så de to holme, hvorpå Vejle By er grundlagt, kan have været omsluttet af vand. Der findes imidlertid ingen belæg for, at fjorden skal have nået helt op til Skibet. Vest for Vejle Enge har ådalen formentlig været sumpet, men der findes ingen forskning, der kan bekræfte tidligere teorier om, at f.eks. Sønderkær har været så vandrigt, at man kun har kunnet komme fra holm til holm ved hjælp af stammebåde.

 

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"