Klimaeksperimentet

"Vi er en ret almindelig familie med far, mor og to børn i skolealderen. Vi er dog nok ualmindeligt bevidste om klimakrisen. I efteråret 2018 beslutter vi at udføre et eksperiment. Vi vil se, hvor meget det er muligt at reducere en families klimaaftryk i løbet af et år. Gennem 2019 indfører vi et nyt tiltag hver måned, der primært skal reducere vores klimaaftryk. Vi ændrer ikke fuldstændigt levestil, og vi gør stadig ting, der er mindre hensigtsmæssige. Fx bor vi i et stort hus, har to biler og spiser oksekød.”


- familien Lund Højer

IMG 3903 (1)

Rødt kød og madspild

I februar 2019 indfører vi 2 -3 kødfrie aftensmåltider om ugen. Samtidig skruer vi ned for mængderne, når vi spiser kød. Vi bliver bedre til at spise rester til frokost, og det sidste ryger ud til hønsene. Grønt køkkenaffald komposteres og giver næring i køkkenhaven, hvor vi dyrker en mindre del af vores egne grøntsager. Vi reducerer indtaget af oksekød med 25 % i forhold til gennemsnitsdanskeren -og indtaget af svin og kylling med 75 %. Mælken erstatter vi her i 2019 også delvist med havredrik.

"Alt oksekød vi spiser i 2019 stammer fra vores lokale græsningslaug. Vi er 13 familier, der deler kødet fra to tyrekalve af racen Galloway, som går og græsser eng og overdrev i udkanten af vores by. Græsningen fremmer samtidig biodiversiteten. Lammekød har det højeste klimaaftryk, det holder vi os fra i 2019, men lyst kød og oksekød spiser vi.”

- familien Lund Højer

 

Bolig og transport

”Vores to biler kan vi ikke undvære, da vi bor på landet, og vi har heller ingen planer om at flytte fra vores ret store hus 215 m2, selv om et stort hus og to biler afsætter et væsentligt klimaaftryk."

”Til hverdags-transport bruger vi el-bilen meget som muligt. Desuden forsøger vi at cykle, når det er en mulighed. Pigerne cykler ofte i skole om sommeren. Flyrejser er noget af det, som udleder mest CO2. Derfor har vi besluttet helt at droppe dem. I stedet rejser vi med tog eller bus. Vi tager også på cykel- og vandreture. Alt sammen skønne, oplevelsesrige og klimavenlige ture, som er helt på højde med tidligere ferierejser i udlandet. Det skønne ved togrejser er, at ferien begynder, snart vi sidder i toget. Her kan hygges med bøger, spil, film og ikke mindst den smukke udsigt."

"Vi tager toget til London i år, og skifter tog i Hamburg og Bruxelles undervejs. Her når vi også at se lidt af byerne. I Køln har vi en overnatning, og byen viser sig a være overraskende dejlig. Vi tager også en vandretur langs Gendarmstien i sommerferien, og oplever den skønne natur langs Flensborg Fjord. Det bliver luksusudgaven, hvor vi sover B&B. Og tager vi cykeltur langs de nedlagte banestier.”

- familien Lund Højer

Købe-nyt-stop

"Vi indfører et ”købe-nyt-stop”. Det betyder, at vi ikke længere bare køber de ting og det tøj, vi har lyst til eller mener, vi har behov for. Nu overvejer vi grundigt, om det er et reelt behov, og så forsøger vi at finde, det vi mangler i en brugt version. Hvis vi køber nyt, skal det være i en god kvalitet, der holder længe og kan repareres. På den måde reducerer vi kraftigt vores forbrug af ressourcer, og den CO2-udledning som både produktion og bortskaffelse af tingene ellers ville forårsage. Den store fordel ved købestoppet er, at vi har fået en bedre økonomi, så vi kan ’frikøbe tid’ og arbejde lidt mindre. Det giver en bedre balance mellem arbejde og familieliv".

Ting får ny værdi
”I 2019 begynder vi at reparere ting og tøj i langt højere grad. Efter noget tid eksperimenterer vi også med at bygge nye ting af brugte materialer og give gamle ting ny værdi. Fx bygger vi en indbygget reol af kasserede industriplader til stuen. Et par aflagte cowboybukser, en udtjent termojakke og et gammelt pudebetræk bliver forvandlet til en taske, en bordskåner og en kaffevarmer. Tilsammen har de tre ting kostet 10 kr. og en massehyggelig tid til fremstilling".

- familien Lund Højer

Hvad lærte vi?

”Alt i alt har den nye levevis betydet mere tid og lidt langsommere livsstil, - og det kan vi rigtig godt lide.  Købestop, reduktion af kød og klimavenlig transport på ferier har været de mest effektive tiltag. Samtidig er det ændringer, som ikke har fået os til at føle afsavn. Købestoppet har sparet os en hel del penge, som vi har valgt at omsætte til tid. Det har haft en god påvirkning på familielivet og helt sikkert noget, vi holder fast i.

Vi er blevet så begejstrede for togrejser, at det bliver vi ved med. Vandreture og cykelture fortsætter vi også med. Næste familieprojekt er Hamborg – Prag langs Elben på cykel.

Selvforsynende bliver vores familie aldrig, men vi hygger fortsat med at dyrke grøntsager og biodiversiteten blomstrer fortsat på vores grund.

At undgå plast kræver en masse arbejde og batter ikke meget, så det tager vi afslappet. Vi sorterer dog stadig skrald, køber miljømærket, og komposterer køkkenaffald.”

Vi har sparet 2,1 tons CO2 om året gennem ændrede madvaner - mindre kød og mindre madspild - og vi har sparet 3,8 tons CO2 om året gennem nedsat forbrug af varer og ændrede transport- og ferievaner.

- familien Lund Højer