De store linjer i dette landskab er skabt gennem millioner af år under meget omskiftelige og dramatiske naturkræfter. For 22 mio. år siden i Miocæntiden lå en kystlinje gennem Sydøstjylland fra nordvest mod sydøst. Nordøst for den lå et vidtstrakte slettelandskab med floder fra Skandinaviens højland, der førte sand og ler ud på sletten, ud i store strandsøer langs kysten og helt ud i havet, hvor de blev aflejret. Den nederste del af de høje skrænter langs Vejle Ådal består af disse gamle aflejringer, men de er desværre ikke synlige i vore dage i ådalen. Man kan dog få flotte indblik i de miocæne aflejringer ved at se på klinterne ved Brejning og Hvidbjerg. Aflejringerne i disse klinter er gennemgået nærmere i bogen ”Vejle Fjord – historie, natur, mennesker, kultur” (2015).

Disse meget gamle, men højtliggende aflejringer spiller en vigtig rolle i vore dage, da de skaber et højtliggende fundament for de langt senere aflejringer fra istiderne i de sidste få hundredtusinder af år. I området omkring Vejle Ådal og Fjord når denne undergrund mange steder op i 30-50 meters højde. Tilsvarende højtliggende lag i undergrunden fortsætter mod nord i store dele af Midt- og Østjylland, hvor de i nogle områder når op til 80 meters højde. Oven på disse gamle lag har istidernes gletsjere og smeltevand gennem den sidste halve million år aflejret lag af tilsvarende tykkelse. Derfor ligger jordoverfladen højt omkring Vejle Ådal og Fjord, og det samme gør sig gældende længere nord for Vejle. Mod syd f.eks. omkring Kolding ligger både undergrund og nuværende overflade noget lavere end omkring Vejle.

Vejle Ådal og Fjord er skåret dybt ned i dette højtliggende landskab, og det giver tilsammen et sjældent dramatisk landskab målt efter dansk målestok. Vi er nødt til at søge oplysninger i dybet for at nærme os en forklaring på det markante landskab. Det viser sig, at ådalen er langt dybere, end hvad vi kan se, når vi færdes i dalen. Under den nuværende dals bund løber en tilsvarende dal skåret yderligere 80-120 meter ned i den miocæne undergrund. I bunden af denne skjulte dal under den synlige dal ligger i det meste af dalen aflejringer fra sen Elster istid og den efterfølgende mellemistid Holstein, som er aflejret for 450-390.000 år siden. Disse gamle istidslag er i egnen omkring Vejle Ådal kun bevaret i bunden af den skjulte dal. Oven på de gamle istidslag har de følgende istider og mellemistider hver især bidraget til opfyldning af den skjulte dal, men samtidig er der også lagt betydelige lag på omgivelserne, så dalen alt i alt stadig findes.

Vejle Ådal og Fjord følger tilsyneladende et mønster af rette linjer. Siderne af den skjulte dal er nogle steder, f.eks. ved Vejle Fjord Broen, meget stejle. Det er lettest at forklare denne kantede, dybe og stejle dal som skabt gennem bevægelser i jordskorpen, forkastninger, som har styret erosionen i landskabet ved at skabe svaghedszoner og forsænkede områder. Det kan meget vel have skabt den dybe dal for mere end ½ mio. år siden. Vi ved fra præcisionsmålinger i Midtjylland, at de dybe dale gennem de sidste 100 år er sunket, og de mellemliggende højdedrag er steget, og det viser, at der er sammenhæng mellem landskabet og bevægelser i jordskorpen. Landskabsdannelsen gennem den sidste halve mio. år har i en vis udstrækning fulgt de ældgamle strukturer i landskabet, og det er netop sket i Vejle Ådal og Fjord. Mange andre steder er gamle dale helt skjult af senere aflejringer.

Vejle Ådal og den vestligste del af Vejle Fjord kaldes ofte en tunneldal. Begrebet tunneldal blev skabt af geolog Niels Viggo Ussing i 1907, og grundlaget var en idé om, at bl.a. de store østjyske ådale og fjorde var skabt som tunneler under de store ismasser i istiden. Smeltevandet fra gletsjerens overflade søgte gennem sprækker i isen ned mod bunden, hvor smeltevandet samledes i rivende vandstrømme i tunneler under isen. Vandet i disse smeltevandsfloder løb samme vej, som gletsjerens overflade hældede, da overfladen af smeltevandet i gletsjerens mange sprækker naturligvis hældede samme vej som isens overflade. Det betød, at smeltevandet, der løb langs gletsjerens bund, kunne løbe opad - på samme måde som drikkevand kan løbe op i huse ved hjælp af et tryk skabt i et højtliggende vandtårn.

Denne teori passer smukt på Vejle Ådal, idet der lige vest for dalen ligger meget store smeltevandssletter, hvis toppunkter findes, hvor ådalen slutter, og derfra falder terrænet mod vest. Vejle Ådal kommer direkte fra øst og følger den korteste vej mod isranden, som under hovedfremstødet løb nord-syd gennem det nuværende Vandel. Det er på samme måde med en række andre store østjyske dale. Desuden har tunneldalene ujævne længdeprofiler, der fortæller, at dalene ikke kan være skabt af vandløb under åben himmel. Ofte er dette dog sløret af senere aflejringer. Bunden af Vejle Ådal virker jævn over store strækninger, men det kan forklares ved dannelse af flere isdæmmede smeltevandssøer i dalen sidst i istiden, hvor smeltevandsler og -sand skabte en jævn søbund, der senere blev til fugtige enge.

Beregninger har vist, at tunneler i naturen ved størst mulig smeltevandsproduktion kun kan blive 50-60 meter i diameter. Under gletsjeren vil smeltevandsfloden skylle store mængder materialer med og erodere en rende i underlaget. Langs siderne af smeltevandsfloden vil underlagets sedimenter vandre ind mod tunnelen og fjernes af smeltevandet, så der efterhånden opstår en delvis isfyldt fure, som er bredere og dybere end den aktive smeltevandstunnel. Når vandstrømmen mindskes, falder vandtrykket, og tunnelen udfyldes langsomt med is på grund af isens plasticitet. Man mener, at også meget brede og dybe tunneldale kan dannes på den måde. Det kræver blot, at smeltevandsfloden med mellemrum skifter løb og er aktiv længe nok. Smeltevandet skulle under istiden løftes mindst 55 m inde under gletsjeren fra Sønderkær ved Runkenbjerg til Frederikshåb Plantage, men studier af islandske gletsjere viser, at det er muligt, hvis fronten af gletsjeren er tilstrækkelig stejl.

Man kan undre sig over, at tunneldalen Vejle Ådal nøje følger den i dybet skjulte dal gennem hele dens kendte knækkede forløb. I de højtliggende nogenlunde flade arealer på begge sider af tunneldalen har hvert gletsjerfremstød trykket lagene sammen med vægten af flere hundrede meter is. På den måde er morænejorden under dyrkningslaget de fleste steder blevet stærkt konsolideret. Den er svær i vore dage at grave i, og for smeltevandet under isen var det tilsvarende svært at bane sig vej gennem de faste jordlag. Smeltevandssedimenter er naturligvis helt anderledes løse aflejringer, og den skjulte dal var netop fyldt med løse sedimenter, hvori det var let for smeltevandet under en gletsjer at udgrave en tunnel, så vandet kunne strømme bort.

Ådalen er som nævnt ca. to kilometer bred hele vejen fra Vejle Fjord i øst til Spjarup i vest. Dalens sider er påfaldende stejle, som det tydeligt ses både nord og syd for midtbyen. Disse stejle dalsider står tydeligt på begge sider hele vejen fra Holtserhage ind gennem fjorden via midtbyen til Trædballe. Fra Trædballe og vestpå ligger store banker nede i dalen i den ene eller begge sider af tunneldalen hele vejen til Spjarup nordvest for Egtved. På den måde bliver dalbunden de fleste steder væsentligt smallere end tunneldalens reelle bredde. Når man færdes på Naturstien (Bindeballestien) gennem ådalen, kan man se en mere snæver dal med lavere sider, og derover hæver den brede dal sig ofte med høje og stejle sider. Undervejs vil vi se nærmere på bankerne i tunneldalen og mange andre lokale forhold.

Tunneldalens stejle sider skyldes den voldsomme erosion af smeltevand på vej mod vest under gletsjeren, som prægede dalen under sidste istid. Under gletsjeren skred dalsiderne på skift ned i den stadig skiftende smeltevandsstrøm, og dalsiderne står derfor nu så stejlt, som det er muligt for ler, sand og grus gennem de 15.000 år, der er gået, siden isen forsvandt fra området. Dalsiderne er de fleste steder gennemfuret af erosionskløfter, som ofte stadig har små aktive vandløb. Disse erosionskløfter kan strække sig flere kilometer ind i det omgivende højland, men de fleste er dog noget kortere. Ligesom tunneldalen er skåret dybt ned i det højtliggende landskab, er erosionskløfterne ofte dybe og dramatiske at vandre i, hvis det overhovedet er muligt at komme frem gennem dem. De er tydeligvis skabt af vandløb, men det skete primært kort efter, at isen var smeltet bort, og landskabet var præget af permafrost med tundra og ringe plantevækst. Nedbørsoverskuddet måtte dengang løbe bort på jordoverfladen, og intet kunne hindre vandets erosion i jordlagene.

Vejle Ådal består ud over denne brede og dybe tunneldal også af en snæver og dyb kløft, der fører vand fra Engelsholm Sø mod sydvest og siden mod syd for at støde ind i siden på den store tunneldal ved Runkenbjerg, hvorfra åvandet følger den store tunneldal til Vejle Fjord. Kløften oven for Runkenbjerg er meget forskellig fra tunneldalen. Den udspringer i Engelsholm Sø og skærer sig i skiftende retninger dybt ned i det omgivende landskab. Frem til Randbøldal er det en typisk erosionskløft med stejle sider og en ofte smal bund med et kraftigt fald. Nedenfor Randbøldal breder dalen sig i nogle flade strøg, mens den i andre områder løber i snævre kløfter.

Dalen er primært skabt af smeltevandet fra den store dødismasse, som lå, hvor Engelsholm Sø nu ligger og fra en gletsjer øst herfor ved Balle og Gammelby. Smeltevandet løb først mod vest, men den mulighed forsvandt snart. Så måtte vandet bane sig vej mod syd henover det høje landskab efterladt af isen ned til den brede og dybe tunneldal. Flere forskellige ruter blev forsøgt, men den endelige løsning blev en rute gennem en række dødishuller efter en lille tunneldal, og imens blev erosionskløften gravet stadig dybere. Masser af sedimenter fulgte med vandet ud i den brede ådal, hvor det blev aflejret i et ret tykt lag over hele bunden af den store tunneldal, nu Sønderkær.

Oven for Vejle Ådal ligger landskabet, hvor vore fødevarer produceres. Det er i store træk et ret fladt terræn med frodig lerjord, men der er også store arealer med sandjord. Det er primært den sidste istids gletsjere, som har formet landskabet og aflejret jordbunden. I de flade områder er det oftest moræne afsat fra gletsjernes bund, mens den var i bevægelse: en moræneflade. I andre områder er jorden aflejret af stillestående gletsjere, der skabte et ujævnt landskab med masser af afløbsløse huller: et dødislandskab. Naturområder fylder kun lidt i dette produktionslandskab, men til gengæld er der megen natur i de store dalsystemer knyttet til Vejle Å. Grænsen mellem ådalen og produktionslandskabet er ofte forbavsende skarp. Tidligere var denne grænse langt mindre skarp, da ådalen blev udnyttet til græsning og høslæt, mens nogle områder ovenfor ådalen var for ringe til agerbrug.

Vest for tunneldalen løb smeltevandet ud over det land, som ikke blev dækket af sidste istids indlandsis. Inden udløbet samledes vandet i et særpræget område omkring landsbyen Bindeballe med mange parallelle bakkerygge, der peger mod udløbet gennem Hestedalen. Dalens videre forløb mod vest er mere kendt under navnet Syvårssøerne, som ligger i Frederikshåb Plantage, og lige syd for ligger Randbøl Hede. Herfra løb smeltevandet mod nordvest forbi Billund og Grindsted og derfra mod sydvest via Varde ud i Ho Bugt. I virkeligheden var der dengang stadig lang vej derfra til havet, for den sydlige Nordsø var tørlagt.

Herved dannedes den sydlige del af store Grindsted hedeslette, der består af en meget flad sandslette, som hælder umærkeligt mod sydvest. Op over denne hedeslette hæver sig rester af det gamle landskab skabt under den forrige istid for 140.000 år siden, og disse rester kaldes bakkeøer. Under hedesletterne ligger rester af det gamle landskab fra forrige istid. Landsbyen Skjoldbjerg ligger lige på en tydelig grænse mellem bakkeø og hedeslette lidt vest for Frederikshåb Plantage. Både bakkeøer og hedesletter blev under istiden udsat for meget omfattende sandflugt i det næsten vegetationsløse landskab, der nogle steder samlede flyvesandet i regulære klitter, som vi kan møde i Staldbakkerne på Randbøl Hede og i Store og Lille Rygbjerg. Det var Enrico Mylius Dalgas, stifteren af Hedeselskabet, som i 1868 skabte begreberne bakkeø og hedeslette.

Området omkring Vejle Ådal og Fjord har været ramt af adskillige istider gennem de sidste 500.000 år. Saale istiden begyndte for ca. 380.000 år siden. Den blev afløst af Eem mellemistiden, der begyndte for 130.000 år siden og sluttede for 117.000 år siden, hvor der blev lidt varmere og mere fugtigt end i dag. Herefter en ny istid, Weichsel istiden, der sluttede for 11.600 år siden. Danmark lå isfrit i det meste af denne istid, og landet var præget af tundra med en sparsom vegetation af hårdføre urter og lave buske. Jorden var frosset til stor dybde året rundt, men om sommeren nåede de øverste jordlag at tø op. Sådan opstod der jordflydning, som udjævnede istidslandskabet fra Saale.

For 50.000 år siden nåede gletsjerne til Danmark. Denne isstrøm nåede noget længere vestpå end Hovedstilstandslinjen. For 23.000-20.000 år siden kom hovedfremstødet for indlandsisen, der bevægede sig frem til Hovedstilstandslinjen. Den løb fra Bovbjerg mod øst til Skelhøje ved Hald og derfra lige mod syd bl.a. forbi Vandel. Isens generelle tilbagesmeltning efter hovedfremstødet blev afbrudt af flere genfremstød, der efterlod store nordøst-sydvest-gående randmoræner gennem landet. En isstrøm fra Østersøen flød fra sydøst ind over Danmark for 19.000-18.000 år siden. Isen nåede frem til den Østjyske Israndslinje. I de følgende tre årtusinder kom endnu et par isfremstød, som dog ikke berørte Jylland, og for 11.600 år siden var istiden slut for denne omgang.

Gletsjernes udbredelse markeres ved israndslinjer, der kan vise sig som bakkestrøg, og som toppunkter på smeltevandssletter. På nogle strækninger mangler tydelige tegn på forløbet af isranden, så der er det nødvendigt at skønne over forløbet af isranden. I området omkring Vejle Ådal og Vejle Fjord kan man flere steder følge tydelige israndslinjer, hvis forløb indgår i den nærmere gennemgang af områdets geologi. Hovedstilstandlinjen løber fra nord gennem Åst, Vandel, Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage og derfra lige mod syd noget vest om Egtved. En østligere israndslinje løber som højdedrag mellem Engelsholm Sø og Fårup Sø og derfra ned over Vingsted og Egtved. Den Østjyske Israndslinje går gennem Løsning og fortsætter nord og vest om Vejle forbi Højen og lidt øst om Bølling syd for Egtved. 

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"