Søer

Naturlige og menneskeskabte
De fleste naturlige søer er ligesom naturlige vandløb dannet under istiden, hvor smeltevand har gravet sig ned i aflejringer, og afløbsvand har samlet sig i fordybninger. De fleste søer findes derfor i det bakkede landskab i Nordsjælland og i Midt- og Østjylland. En del søer og vandhuller er dog udgravet af mennesker for 50 – 200 år siden som tørvegrave, mergelgrave, kalkgrave og lergrave.

Siden år 1900 er to tredjedele af vores søer og vandhuller forsvundet. Det skyldes hovedsageligt strukturændringer i landbruget, hvor mange små vandhuller er blevet sløjfet for at få store ensartede marker, der er mere velegnet til landbrugets store maskiner. Men også naturlig tilgroning af vandhuller, udvidelse af byer og opfyldning har haft en betydning.

I dag bliver der igen etableret nye vandhuller. Det kan være af jagthensyn, som afvandingsbassiner for regnvand fra byer og motorveje og endelig bliver en del af de søer, der tidligere er blevet tørlagt genetableret for at forbedre livsbetingelserne for flora og fauna. Genetableringen af over 900 hektar af Filsø (tidligere på 2.000 hektar) i Vestjylland er et godt eksempel på dette.

Kongenskær i Vejle Ådal

Danmarks mange søer
Der findes i dag officielt ca. 120.000 søer og vandhuller over 100 m² i Danmark. Af dem er ca. 3000 større end 10.000 m² (1 hektar), og 88 søer større end 100 ha. Derudover er der omkring 75.000 vandhuller mindre end 100 m². Alle søer og vandhuller over 100 m² er beskyttede, både de naturlige og de menneskeskabte. Den åbne vandflade og det tilstødende vådområde med vand- og sumpplanter indgår i det beskyttede areal.­

I Danmark finder der 67 ferskvandsfisk, heraf lever 30-40 i søerne, men man finder sjældent mere end 5-15 arter i den samme sø. De 5 mest almindelige er aborre, brasen, gedde, skalle og ål.

Små vandhuller, hvor der er ingen eller kun få fisk, har stor betydning for vores padder, da paddernes æg dermed undgår at blive ædt af fiskene.

Sårbar for påvirkninger

Mange søer fungerer som opsamlingssteder for vand, der afledes fra højere liggende områder.  Med disse tilløb følger der ofte næringsstoffer med fra byer og evt dambrug, og der er desuden ofte en diffus tilførsel fra markerne omkring søen. Det giver en opblomstring af plankton, der gør vandet uklart og forstyrrer den økologiske balance mellem søens planter, rovfisk, dyreplankton og smådyr.

Jo mere næringsfattig en sø er, des mere sårbar er den overfor tilledning af næringssalte. Søernes unikke planter risikerer at blive udkonkurreret af mere næringskrævende arter. Forbedret spildevandsrensning har reduceret tilførslen af næringsstoffer betydeligt de sidste årtier. Søerne er dog langtfra tilbage i en upåvirket tilstand. Det skyldes, at der stadig sker en væsentlig tilførsel af næringsstoffer fra landbrugsarealer, og at der i mange af søerne er ophobet så meget næringsholdig slam på bunden, at der er behov for en restaurering for at forbedre tilstanden. De reneste søer med den højeste biodiversitet findes i skovområder, hvor søerne ikke får næringsstoftilførsel fra landbrug, dambrug eller byer.