Undervisningsforløbet Plastik fantastik handler om, hvordan plast er blevet en nærmest uundværlig komponent i vores hverdagsliv og nu indgår i så godt som alle de produkter, vi omgiver os med.
Eleverne undersøger hverdagsting, der indeholder plast og oplever, hvor utroligt forskelligt plast kan være. I et lille tankeeksperiment forestiller eleverne sig, hvordan en plastløs verden ville være. Næsten umulig at forestille sig!?
Men der er også en bagside af plastikmedaljen. Nemlig den at plasten er svært nedbrydelig og ofte havner i naturen, hvor den kan ligge i hundredevis af år! Det betyder bl.a., at vi har fem store plastsupper rundt i de største verdenshave – og at plastsupperne tilsammen dækker et areal på størrelse med Afrika.
Med denne pointe i baghovedet går eleverne på opdagelse i udstillingerne ”Et hav af plastik” og "Genbrugsbyen", hvor de løser opgaver. De skal også arbejde med konkrete praktiske aktiviteter og undersøgelser for at finde viden om årsager, konsekvenser og løsninger på plastudfordringerne.
Efter besøget har eleverne viden om…
- stoffers og materialers egenskaber og kredsløb
- produktioners afhængighed og påvirkning af naturgrundlaget
- enkle principper for bæredygtighed
- og de kan beskrive interessemodsætninger i menneskers forvaltning af naturen lokalt og globalt.
Undervisningsforløbet i Økolariet kan stå alene, men vi anbefaler, at det tænkes ind i et længerevarende emneforløb om bæredygtighed, produktion, naturgrundlag og menneskers forvaltning af naturen lokalt og globalt bl.a. i forbindelse med emner som affald og vand.
Vælg mellem udvidet, light-forløb og besøg på egen hånd
Plastik fantastik findes i tre versioner. Har I ikke tid til at bruge 3 timer til det udvidede forløb, som er beskrevet ovenfor, kan I nøjes med et af de kortere forløb.
I light-forløbet får I en intro - i børnehøjde - til Økolariet, udstillingerne, plastproblematikken og opgavesættet, hvorefter I selv besøger udstillingerne og løser de udleverede opgaver. I bestemmer selv, hvor længe I vil blive i udstillingerne. Der udleveres en lærervejledning, så I selv kan stå for opsamlingen, når det passer ind hjemme på skolen.
Hvis I foretrækker at gå rundt på egen hånd med opgavesættet - og ikke ønsker intro, igangsætning, praktiske eksperimenter osv., kan dette også vælges ved bookingen. Så booker I bare opgavesættet "Plastik fantastik", og vi sørger for, at opgaverne ligger klar til jer, når I ankommer. Der udleveres også en lærervejledning, så I selv kan stå for opsamlingen, når det passer ind hjemme på skolen.
Ideer og viden til undervisningen
Der findes et væld af gode instruktioner til plast- og miljørelaterede aktiviteter på de følgende hjemmesider:
Se film med Plastikhelten Helga:
Det udvidede forløb strækker sig over ca. 3 timer og består af:
- Velkomst og introduktion til emnet og aktiviteterne (30 min.)
- Aktiviteter, forsøg og besøg med opgavesæt i udstillingerne (45 min.)
- Spisepause (30 min.)
- Aktiviteter, forsøg og besøg med opgavesæt i udstillingerne (45 min.)
- Opsamling og afrunding (30 min.)
Lightforløbet tager ½ time + egen tid i udstillingerne + opsamling hjemme på skolen:
- Velkomst og introduktion (30 min.)
- Besøg i udstillingerne med opgavesæt (30-60 min.)
Ved besøg på egen hånd vælger I selv tidsforbruget, men vi anbefaler, at I afsætter 60-90 min. til besøget + tid til opsamling hjemme på skolen.
Vi forventer...
Økolariet forventer, at lærere og undervisere, der ledsager en klasse/gruppe, deltager aktivt under opholdet og tager ansvaret for klassens/gruppens færdsel og adfærd under besøget.
Pris:
Udvidet undervisningsforløb koster 1000 kr.
Lightforløb koster 500 kr.
Bestilling af opgavesæt koster 200 kr. pr. klassesæt (max. 30 stk.)
For skolegrupper fra Vejle Kommune er både forløb og opgavesæt gratis.
Afbestillingsgebyr:
For at sikre at så mange som muligt kan få glæde af Økolariets undervisningstilbud, opkræver vi et gebyr på 400 kr. ved udeblivelse eller afbestilling mindre end 7 dage før et forløb.
Hent Plastik fantastik - udvidet forløb til gennemsyn:
Hent Plastik fantastik - lightforløb til gennemsyn: