Fødevareproduktion og klima
Både produktion, transport og opbevaring af fødevarer, udleder store mængder drivhusgasser. I Danmark stammer 35% af den samlede udledning af drivhusgasser fra landbrug, skovbrug og fiskeri. Det er 10 procentpoint højere end i 1990. Stigningen skyldes ikke, at landbruget har udledt mere, men at det i langt højere grad er lykkedes for de andre områder at reducere udledningerne.
På verdensplan er madproduktionen årsag til 26% af den samlede udledning af drivhusgasser. Den største udledning stammer fra kødproduktionen, især fra okse, kalv og lam. Der er stor forskel på, hvor meget de forskellige fødevarer belaster klimaet. At spise klimavenligt handler om at vælge de fødevarer, som belaster klimaet mindst, og på den måde mindske den samlede udledning af drivhusgasser. Klimavenlig mad giver også en både sundere og billigere sammensætning af fødevarer, end de fleste danskere vælger til daglig, så det vil ikke kun gavne klimaet, men også din krop og din pengepung.
Der er stor forskel på hvor meget de enkelte fødevarer udleder af drivhusgasser
Drivhusgasudledning (CO2(e))
Fra 1990 har der været et kraftig fald i udledningen fra forsyningsvirksomheder (energiproduktion), mens faldet i landbrugssektoren har været meget beskeden. I tallene indgår ikke udledningen fra arealanvendelse, fx udledning af CO2 fra lavbundsjorde.
Faldet i udledningen fra landbruget skyldes mest et fald i udledningen af CO2 (38%), og lattergas (25%) mens udledningen af metan (hovedsagelig fra kvæg) har været næsten konstant i perioden. Det afspejler, at det har været svært at gøre noget ved de biologiske processer, der foregår i koens fordøjelsessystem, mens det har været muligt at forbedre håndteringen af gødning (lattergas) og energien til maskiner mm (CO2).