Tørskind ligger næsten som en ø midt i ådalen indrammet af ådalen og Vejle Å, der slynger sig om de tre sider og dalstrøget, hvor Bindeballestien løber på den fjerde. Men det er ikke kun geografien der afgrænser Tørskind, faktisk ligger området som en enklave, der hører under Bredsten Sogn uden i øvrigt at hænge fysisk sammen med resten af sognet. Selv om mere farverige fortællinger beretter om, at Tørskind en gang var blevet vundet i kortspil, så er forklaringen måske blot den, at naboejerlagene Lihmskov og Søgård på et tidspunkt er blevet lagt under Nørup sogn, hvorved Tørskind endte som en løsrevet enklave.

Navnet Tørskind – eller Tuskind By som det kaldes i Kronens Skøder fra 1570 – er nok sammensat af talordet ”to” samt ordet ”skind”, og tolkes som et sted, der svarer til to ”skind” i afgift. Skind har været almindelig brugt som den afgift fæstebonden skulle betale for brug af fæstegårdens bygninger og jord (landgilde).

Tilbage i historien har Tørskind bestået af en tvillinggård (to sammenbyggede gårde) beboet af to familier. Det kaldes også for en enestegård, fordi tvillinggården ikke lå i et landsbysamfund og ikke indgik i dyrkningsfællesskabet. Kronen har af flere omgange været ejer af tvillinggården. I 1662 kom gårdene under Engelsholm og hørte herunder indtil midten af 1700-tallet, hvor de blev købt af Kjeldkær. Nu blev jord skilt fra til yderligere to gårde, så der de følgende hundrede år lå fire jævnt store gårde i Tørskind. Alle var placeret lige nord for Tørskind Sø, der lå som et stort gadekær fælles for alle gårdene. Søen er fortsat fælles for gårdene i Tørskind, men vandfladen er i dag helt overtaget af tagrør, dunhammer og pilekrat.

 

FRA TVILLINGGÅRDE TIL SKOLEGÅRDE
Den ene af de nytilkomne gårde var Søballegård. Det er i dag den eneste af de fire gårde, der endnu ligger tilbage på sin oprindelige tomt. De nuværende bygninger er fra omkring 1928, og Søballegård ejes i dag af Naturstyrelsen. I 1986 blev staldbygningerne indrettet til naturskole for Billund, Egtved og Jelling kommuner. Det var en af landets første, og skovfoged Søren Andersen blev samtidig ansat her som en af de første naturvejledere. Siden er naturskolesamarbejdet blevet udvidet til også at omfatte kommunerne Vejle og Hedensted og yderligere to naturcentre, Koutrupgård og Tønballe, indgår i samarbejdet. Siden starten har Søballegård bidraget til naturundervisningen for over 100.000 skolebørn fra området.

Den anden af de nye gårde blev i 1827 flyttet til sin nuværende placering syd for Tørskind Sø og fik navnet Klingebækgård. Gården ligger ved foden af Tørskind Grusgrav som et vartegn i landskabet tæt ved Vejle Å. Det er en meget helstøbt firelænget, hvidkalket og grundmuret gård med muret, trukken gesims overalt under tagene, der er halvtafvalmede. Udlængerne bærer stråtag, og stuehusets tag er beklædt med cementtagsten fra 1928. Anlægget lukker sig om en pigstensbelagt gårdsplads med adgang gennem portlængen.

Klingebækgård er opført i en typisk byggeskik fra midten af 1800-tallet, der var kendt i egnene fra Midt-Sydjylland og ud mod Vestjylland. I disse egne er der er næsten ingen gårde tilbage i denne traditionelle byggeskik.

Gården fortæller historien om, hvorledes mennesker har foretrukket at bosætte sig i et varieret landskab, der gav muligheder for forskellige driftsformer. Vejle Å var rig på fisk, og engene omkring åen egnede sig til høslet. Humusjorden var god til græs og græsning af kreaturer, de lette jorder til roer og kartofler, og den tungere lerjord var egnet til potteler. Gården har således haft en blandet drift indtil for godt 10 år siden. Herlighedsværdier som jagt og fiskeri er stadig eftertragtede.

Siden 1829 har gården været i samme slægts eje. De to brødre, Henning og Gunnar Madsen, overtog gården fra deres forældre omkring 1980. Forældrene havde overtaget gården i 1928. Gården er blevet drevet som et blandet landbrug. Henning og Gunnar satte køerne ud i 1987, og udlejede det meste af jorden til græsning i 1999.

De to brødre solgte gården i efteråret 2007 efter en auktion. Lige inden salget fredede Kulturarvstyrelsen Klingebækgård. Gården har desværre ligget ubenyttet hen de sidste 10 år. Nogle af jorderne har den nuværende ejer solgt fra, andre er lejet ud.

De to oprindelige tvillinggårde er for længst forsvundet, men historien om dem gemmer sig måske endnu i navnet på bakken, Enemærkebanke, der rejser sig nord for, hvor gårdene har ligget. Stednavnet fortæller netop, at jorden har været forbeholdt en enkelt ejendom og ikke har været en del af dyrkningsfællesskabet.

Fra den ene tvillinggård flyttede gården Engvang ud, og i 1875 blev den anden tvillinggård også lagt til Engvang, så de nu var samlet som én gård. I 1869 kom der nyt liv til enklaven. En fremmed kvinde med fransk blod i årene og fremsynede tanker flyttede ind og blev gift med Jørgen Olesen på Engvang. Kvinden hed Frederikke Benthe Pio. Hun havde været huslærer på herregården Hessel ved Grenå, hvor hun var blevet stærkt inspireret af både Grundtvig og Kolds tanker. Med lidt erfaring fra en pigeskole i Åle forsøgte hun at få oprettet en pigeskole i Tørskind. Ved gårdens stuehus blev bygget en skolestue (skolehuset er i dag stuehus på Engvang). Frederikke var sandsynligvis forud for sin tid og måtte efter få år opgive skoletankerne. I stedet blev energien lagt i gårdens mejeribrug, hvor hun lykkedes med rigtig fine og præmierede oste. Familien solgte gården i 1879 og flyttede først til København, og i 1892 emigrerede de til Chicago.

 

ROBERT JACOBSEN-JEAN CLAREBOUDT LANDSKABSSKULPTUR I GRUSGRAVEN
Som det er nævnt oven for, er navnet Tørskind kendt både nationalt og internationalt. Og det er, fordi ”le grand Robert” har installeret en kæmpeskulptur i grusgraven.

En række lokale ildsjæle begyndte i starten af 1980’erne at arbejde på at få opsat skulpturer i den tidligere grusgrav i Tørskind på kanten af de sydlige bakker ned mod ådalen. Grusgraven lå som et stort sår i det smukke landskab og kunne samtidig blive til p-plads og skabe adgang til Runkenbjerg-området.

I begyndelsen forestillede de lokale folk sig, at billedhuggeren Robert Jacobsen (1912- 1993), der boede i Tågelund, skulle lave en moderne Egtvedpige eller opstille egne skulpturer, men den internationale kunstner ville det anderledes. Med Egtved Kommunes borgmester Jørgen Petersen i spidsen begyndte arbejdet med at skaffe økonomi til at omdanne grusgraven til en landskabsskulptur udført i et samarbejde mellem Robert Jacobsen og hans ven og kunstnerkollega Jean Clareboudt (1944-1997).

Clareboudt kom første gang til Tørskind i 1985 og efter at have gået rundt i området i nogle dage, udformede han grundplanen for landskabsskulpturen ud fra landskabets ar efter grusgravningen. Der skulle desuden opstilles skulpturer, der skulle forholde sig til solens evige kredsløb og gang over himlen. Clareboudt udførte fem skulpturer, der er placeret i øst-vest aksen og viser solens opstigning i øst, dens gang over himlen og solnedgangen i vest. De tonstunge skulpturer blev alle udført i naturens egne materialer: sten og jern. Robert Jacobsen placerede fire skulpturer i træ og jern, der symboliserer himmellegemer og stjernekikkerter, der kan trække himmelens elementer ned på jorden. En af skulpturerne er Tørskindmanden, som Store Robert betragtede som en moderne pendant til Egtved-Pigen. Robert Jacobsens svigersøn og ven Bernard Léaute assisterede med tilblivelsen af skulpturerne. Dronning Margrethe, der var protektor for projektet, indviede området 1. juli 1991.

Naturen i Tørskind er med Robert Jacobsens udtryk ”ikke for tøsedrenge”, og skulpturerne er sammen med naturen og rummet alle delelementer af Landskabsskulpturen i Tørskind. Det er beregnet, at omkring 100.000 mennesker besøger landskabsskulpturen hvert år.

 

Ovenstående tekst er uddrag af bogen: "VEJLE ÅDAL - HISTORIE, NATUR, MENNESKER, KULTUR"